DE RADIKALE FEJRER PRIDE: MUSLIMER VIL DRÆBE HOMOSEKSUELLE I ALLAHS NAVN..

De selvgode politikere hos Det Radikale Venstre fejrer Copenhagen Pride på de sociale medier. Men de radikale politikere har ikke adresseret det enorme problem med homofobi og hadkriminalitet, som trives i muslimske miljøer.

Muslimer debatterer helt åbenlyst islamisk dødsstraf til homoseksuelle.

“Islams straf til dem (homoseksuelle, red.) er døden,” skriver en særlig hadsk indvandrer på klingende dansk.

De Radikale bruger strudsemetoden, men sandheden er, at en stor del af muslimerne i Danmark anerkender sharialoven, der opfordrer til drab på bøsser og lesbiske.

God pride - med hovedet i busken.

 

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=2685795701638603&set=a.1384686631749523&type=3&theater

 

RADIKAL DOBBELTMORAL..

 

Det værste er såmænd ikke deres forkvaklede holdninger, det værste er at de alle tre sidder i det danske folketing og på top 10 listen over Danmarks mest landsskadelige politikere, flere og flere jkalder dem dog direkte landsforrædere.

Det er så typisk både de radikale, men også disse tre, de er der hvor deres nye vælgersegment befinder sig, på godt og ondt. Den afghanske kvinde må, om nogen, slæbe rundt med pride flaget med en samvittighed sort som kul.

 

Hun er muslim og må derfor vide nøjagtig hvad hendes religion mener om dem hun prøver at bilde ind hun beskytter, og ikke mindst hvad de vil gøre ved dem den dag de har magt som de har agt.

Det radikale elfenbenstårn beskytter ikke længere de radikale mod den virkelighed, de altid ellers har lukket øjnene for - måske det er sundt at de osse opdager, at muslimer ikke bare er de stakkels uskyldige "ofre" som man altid har pussenusset om.

Fatter ikke, hvorfor Morten Østergaard og mange andre radikale politikere har så travlt med at lukke migranter ind i Danmark. Det burde ikke være en menneskeret at tiltvinge sig adgang til landet og vores midler, når man ikke vil tilpasse sig. Der er en grund til, at hjemlandene er i krig med sig selv og hinanden.

Den kultur skal ikke eksporteres hertil.

Flertallet ser nu udlændinge som et kærkommen løft. De bidrager med gruppevoldtægter, bilafbrændinger bandekrige og meget meget mere som holder medierne igang. 

Vi deles om udgifterne via skatter og forsikringer og flertallet jubler. De radikale har bare ikke fattet at de direkte saver i den gren de selv sidder på.

Det Radikale Venstre har mobiliseret tusindvis af komplet uintegrerbare muslimer som i bund og grund hader Danmark og vores Demokrati. Islam er hvad den er, en ond religion! som tilhører muslimer der lever hele deres liv for religionen, profeten og hans 72 jomfruer.

De Radikale, - dette lille ynkværdige parti består udelukkende af ignorante og overfladiske politikere, ude af trit med størstedelen af den Danske befolkning ! - grinende kom de ind i folketinget med hjælp fra Danmarks mange tusinde utilfredse muslimer.

Men partiets "rørende" støtte til de mange religiøse fornærmede muslimer er dog ikke andet end mummespil.

Det er jo kvinderne det kommer til at gå ud over sammen med bøsserne, når/hvis (forhåbentligt aldrig) muslimene får magt som de har agt - for så er det slut for kvinder med at spille fandango på Christiansborg og i ledende stillinger - så bliver de sendt hjem til kødgryderne med besked om at sprede benene - og de homoseksuelle og andre afarter af denne kategori bliver hængt i en kran på Rådhuspladsen hver fredag - efter fredagsbønnen.

 

Så derfor et godt råd til kvinderne - lad være med at stemme på indvandrermedløbende partier som fx Radikale,Enhedslisten og Alternativet. Lad dem være ene om at blive straffet til sin tid - for det, de tror er menneskelige hensyn.

 

Nej - de graver deres egen grav - og det har de sgu godt af.

 

- FAKTA SKAL UD, MEN TONEN ER HELT FORKERT,

Smitten er stigende i Aarhus, og der er i den forbindelse blevet talt meget om etnicitet. Fakta skal ud, men tonen er helt forkert, lyder det fra Mona Fahd.

 

Solen står højt på himlen. Sommervarmen sniger sig ind bag de mange mundbind i Gellerupparken.

Der er blevet opstillet et midlertidigt testcenter i røde containere, hvor man uanmeldt kan blive testet for corona.

Testcenteret har været her det sidste stykke tid, så køen er ikke så lang, men flere siger, at de bliver testet regelmæssigt i øjeblikket.

Der er blevet talt meget om etniske minoriteter, siden Statens Serum Institut i begyndelsen af August offentliggjorde tal, der viste, at 70 procent af de nysmittede med corona var af anden etnisk herkomst end dansk. 

Fakta skal frem

Mona Fahd kom til Danmark i 1991. Hun siger, hun oprindeligt er palæstinenser fra Libanon.

Nu bor hun i Gellerupparken og har gjort det de sidste to år. Hun arbejder i en boligsocial helhedsplan og er aktiv i området som frivillig.

Derfor snakker hun meget med borgerne i området, som hun beskriver, har mærket tonen om etnicitet og smitte.

- Det gør mig så ked af det. Den måde fakta blev formidlet på om somaliere, det var virkelig uheldigt. De blev stemplet. Børn blev kaldt corona-somali. Mødrene blev så kede af det.

Mona Fahd er ikke i tvivl om, at informationer om, hvor smitten breder sig, skal frem.

- Jeg er ikke utilfreds med Mette Frederiksens udmelding. Hun formidler fakta, og det skal selvfølgelig frem. Det er fakta, at smitten er steget i området, men det er måden man snakker om det på, der er forkert.

- Man skal kommunikere på en ordentlig og respektabel måde. Der er fakta, ja. Vi er ramt, ja. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal hænge befolkningsgrupper ud. Jeg synes, at det er primitiv formidling. Helt ærligt. Jeg kan mærke, hvor meget folk bliver skadet af det rent psykisk, siger Mona Fahd.

- Tonen har været hård

Socialordfører for Socialdemokratiet Camilla Fabricius var også ved testcenteret. Hun var ude for at tjekke op på tiltaget og for selv at blive testet for corona.

Hun mener også, at tonen om etnicitet har været for hård.

- Jeg synes, at det er bekymrende, når børn skal komme i skole og opleve, at de ikke har nogen at lege med eller bliver sendt hjem. Det synes jeg, er uacceptabelt. Jeg synes også, at det er uacceptabelt, hvis man ikke overholder retningslinjerne.

De frivillige er nøglen

Beboerne Ekstra Bladet talte med i området svarede generelt, at de følte, at de havde de nødvendige informationer for at følge retningslinjerne.

Mona Fahd mener også generelt, at folk er oplyst men peger på, at der ligger en udfordring i at kommunikere ud til de beboere, der ikke taler dansk. En udfordring hun sammen med andre frivillige har forsøgt at løse gennem uformelle kanaler.

- Der er meget uformel kommunikation i WhatsApp-grupper og på Facebook. Det foregår på folks eget sprog.

- Jeg har sammen med en anden kvinde fra området oprettet en gruppe med en læge, som svarer, når han har pause og om aftenen, hvis folk har spørgsmål. Folk kan spørge, hvis de eller deres familier er smittede, eller hvis de er i karantæne.

Der bliver lagt op til et større fokus på etniske minoriteter i kommunerne. Fra Kommunernes Landsforening lyder det, at 'myndighederne nu skruer op for indsatsen målrettet disse grupper'.

En indsats Mona Fahd mener, skal have fokus på de frivillige i områder som Gellerupparken.

- Jeg synes, at man skal støtte og sætte mere fokus på de frivillige i området. Det er dem, der er nøglen til at formidle informationer ud til folk i de her områder, siger hun.

Kommentar:

Jamen hvad er det for noget ubehageligt ulækkert noget, vi må ikke tale lige ud af posen, det skal gemmes væk at vi har en masse rendende der er virkelig dårlige for landet, derudover lader de sig smitte i tusindtal, og danner endnu en farlig situation for alle. 

Hvor bliver man lang i ansigtet af deres evige hyleri. Der anes aldrig den mindste selverkendelse blandt berigerne. Det er altid alle andres skyld, og desværre har en ordentlig røvfuld hvide selvhadere på deres side.

Hold nu op med det piveri og kom ind i kampen alt hvad der bliver sagt er jo rigtigt og hvis man ikke skulle kalde dem somaliere eller for den sags skyld polakkere som ikke piver og tar det som det er hvad fanden skulle man så.

Alle udlændinge der gerne vil arbejde, bidrage og være en del af det danske samfund og den danske kultur er mere end velkomne. Resten skal bare rejse hjem. Det gælder også dem, der ikke vil tage afstand fra dem, der ikke vil Danmark....som fruen i denne artikel!

Det er ikke samfundets ansvar at informere om corona, hvis de efter flere år i landet endnu ikke kan dansk

Synes nu somalierne fint klarer at stemple sig selv med lav erhvervsfrekvens især blandt kvinder, overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne og masser af negative overskrifter. Når man tænker på  hvad det koster det danske samfund, er det ikke underligt, hvis de betalende danskere efterhånden har fået nok. 

Helt ærligt - nu skal alle, der tager offentlig transport tvinges, til at bære mundbind. Det samme gælder bl.a. buschaufførerne. Dem har jeg virkelig ondt af. Men hører man noget piveri?

Nej, det accepteres, fordi man sætter sig selv i anden række og folkets vel i første.

Og man finder sig i det, selvom smittetrykket er meget lavt.

Men i en befolkningsgruppe, hvor smittetrykket er betydelig højere, hyler man op og har ondt af sig selv. Havde jeg været i samme situation, ville jeg have haft dårlig samvittighed og have gjort alt for at opklare og løse problemet i stedet.

I min optik er det mangel på samfundssind og det er bare ikke ok, uanset hvilken befolkningsgruppe man tilhører.

Mona Fahd mener også generelt, at folk er oplyst men peger på, at der ligger en udfordring i at kommunikere ud til de beboere, der ikke taler dansk.

Deres satelit tv, fejler ellers ikke noget.

Debat tonen overfor fremmede i Danmark er bestemt ikke for hård. Problemet er vel nærmere, at mainstream politikere og mainstream medier hidtil har pakket de fremmede ind i et debat vakuum, hvor de kun må omtales i kærlige varme vendinger - men sådan spiller virkeligheden IKKE . . . !

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/fakta-skal-ud-men-tonen-er-helt-forkert/8250407

For tre måneder siden skrev jeg en artikel om de mulige følger af Corona-epidemien. Heri påpegede jeg, at noget af det, der ville blive tydeligt er forskellen mellem os og dem. Forskellen bliver særligt tydelig, når virus spredes blandt dem i langt højere grad. At de er adskilt fra os og lever på egne betingelser, som om vi nærmest kun eksisterer som dem, der opretholder de rammer de parallelle samfund eksisterer indenfor. Derudover er vi ligegyldige.

BLOG

CORONAKRISEN – EN FORMATIV BEGIVENHED..?

by Stormovereuropa3 måneder ago

Den nuværende corona-situation og truslen om snarlige økonomiske kriser og andet, afslører en dyb sårbarhed i vores nuværende livsform. Krisen er streng og hård, men rummer også et potentiale for at få øje for, og rette op på de nuværende svagheder, hvis vi er opmærksomme på det og vil det. Det vi står overfor kan meget vel være en formativ begivenhed, der vil have stor betydning for, hvordan vi vil agere i fremtiden. Jeg diskuterer her, hvilke problematikker, temaer og løsningsrum, som krisen bringer for dagen.

Forleden dag, under aftensmaden spurgte jeg den ene af mine døtre, som snart har nået teenagealderen, om coronakrisen havde ændret hendes syn på noget? Hun svarede, at det var blevet tydeligt for hende, hvor hurtigt ting kan ændre sig meget voldsomt. Det hun, og sådan set også mange voksne mennesker, troede var stabilt og fasttømret, blev lige pludselig afsløret som ekstremt skrøbeligt og sårbart. Denne pludselige erfaring, er noget hun vil bære med sig videre i livet, og måske vil det være en såkaldt ”formativ begivenhed”, som vil være med til at præge hendes syn på livet, på politik og meget andet ude i fremtiden.

Coronakrisen som formativ begivenhed

Formative begivenheder er begivenheder, som berører mange mennesker, og er med til at skabe en ny bevidsthed hos dem. Seymour Martin Lipset, der tidligt skrev om formative begivenheder, nævner Vietnam-krigen som en formativ begivenhed hos 68’erne, der var med til at skabe basis for ungdomsoprøret og mange efterfølgende fænomener hos boomer-generationen.

Nogle af de begivenheder vi har set i nyere tid, som kan have karakter af formative begivenheder er fx muhamed-krisen, hvor Danmark pludselig var mål for intens negativ opmærksomhed fra muslimske kredse på grund af nogle banale tegninger, finanskrisen, der viste en stor skrøbelighed i de globale finanssystemer og den påvirkning det havde på os alle, og migrantkrisen i 2015, hvor migranter pludselig gik rundt på vores veje, som var det taget ud af Jean Raspails bog ”Le Camp des Saints”.

En begivenhed, der skabte en helt ny nærværende opfattelse af migration, og hvordan det skal håndteres hos både politikere og befolkninger.

Coronakrisen har samme afslørende effekter, som nogen af de nævnte begivenheder har, men her rammer det lige lukt ned i selve den liberale og globaliserede verdensorden, som pludselig knækker sammen. Noget som lige nu sandsynligvis kun står overfor sin spæde begyndelse, for konsekvenserne af krisen er slet ikke begyndt at vise sig for alvor endnu. På samme måde som andre begivenheder af denne slags, kan coronakrisen altså få betydning for, hvordan vi forstår verden og hvordan vi indretter os i fremtiden.

Det globales død

Coronakrisen er et fænomen, der har en tæt sammenhæng med den liberale globaliserede verdensorden, både fordi den har gjort det muligt for virussen at sprede sig med lynets hast, men også fordi den udstiller de overnationale institutioners magtesløshed, og de enorme svagheder ved den måde, hvorpå vi har indrettet os.

“Vi søger løsninger på de nye udfordringer – hvordan bekæmper man en verdensomspændende pandemi? Det gøres pudsigt nok hverken gennem EU, FN, WHO eller lignende, men gennem nationalstaterne.”

Et par ugers nedlukning af samfundet, det var, hvad der skulle til, så begyndte det at knirke voldsomt. Folk begyndte at blive fyret i stor stil, og virksomheder gik konkurs.

 Hurtigt blev der vedtaget hjælpepakker for milliardbeløb, og der kommer stadig flere til. Vores livsform er afhængig af overforbrug for at holde væksten i gang, og så snart det er væk og folk kun køber det nødvendige, så bliver luften slået ud af vores samfund. Hurtigt stod det lysende klart, at alle vores forestillinger om ”det bedste samfund”, som vi ofte prædiker om, er dybt afhængige af, at væksten opretholdes og, at der er harmoni.

Så snart den brydes, selv i et kort øjeblik, så ramler det sammen.

Når usikkerheden for vores eksistens indtræder, så synes de ting vi normalt beskæftiger os med, som den nyeste iPhone, influencers på SoMe eller superheltefilm ualmindeligt uvigtige. Overlevelse og bekymring for fremtiden træder i stedet ind på scenen, og gør os bevidste om det som for alvor har betydning.

Vi søger løsninger på de nye udfordringer – hvordan bekæmper man en verdensomspændende pandemi?

Det gøres pudsigt nok hverken gennem EU, FN, WHO eller lignende, men gennem nationalstaterne.

De er geografisk afgrænsede områder, som oftest med en nogenlunde homogen befolkning, på trods af mange års politisk pres for at slå disse i stykker. Netop på grund af disse egenskaber, er der mulighed for at lukke ned og afgrænse, og for at handle både politisk og som folk. Italien stod ganske alene, med et EU på sidelinjen, som intet havde at byde ind med andet end idiotiske kampagner på sociale medier, som de havde betalt alt for mange penge for. Hjælpen til Italien kom mange steder fra, men den var først og fremmest bilateral – fra nation til nation (og desværre ikke i særligt høj grad fra Danmark). Hvor er det dog heldigt, at nationalstaterne ikke er blevet mere svækkede end de er, for ellers ville vi have større problemer.

I forhold til at stoppe for spredningen af sygdommen, har det også været nationalstaterne, der valgte at lukke grænserne. Nogle af dem har endda valgt at se stort på internationale aftaler og konventioner, som det nu er blevet endnu tydeligere kun er til fordel for udefrakommende, og ikke for de indfødte befolkninger i Europa.

Hvad vi alle sammen ved, uanset hvor meget gutmensch vi er – at man ikke kan hjælpe alle mennesker i hele verden – står mejslet i sten, mens vi ser indad og først og fremmest fokuserer på at hjælpe vore egne. Vores blikke afslører hurtigt de mangler, som vores egen grådighed, liberale principper og efterspørgsel efter billige produkter til identitetsskabelse og tidsfordriv har skabt.

Vi er i høj grad afhængige af den globale økonomi, og det er ikke længere en god ting.

For vi har rykket store dele af vores produktion ud i verden, og nogle ting, som fx liberaliseringen af vaccineproduktionen, viser, at vi nu ikke længere er herrer over vor egen tilværelse, men derimod som en flok crackhoveder har røget på globaliseringens store glaspibe, og nu ryster vi fordi der er usikkerhed om, hvor den næste klump skal komme fra, der kan holde rusen kørende.

De europæiske landbrug kan ikke klare sig uden østarbejdere, og vi står overfor kæmpeproblemer med at få den kommende høst i hus, både herhjemme, men også i mange andre EU-lande. Imens vi sov med fulde maver, arbejdede rumænere for os i markerne og var villige til at gøre det under forhold, som vi næppe selv gider at arbejde under.

Nu mangler landbruget arbejdskraft, og søger efter arbejdere lokalt, men det er svært, for hvem gider at bo fire mand i en campingvogn under hele høsten og arbejde over 12 timer om dagen for småpenge? Klarer landbrugene ikke skærene, så vil høsten ikke komme i hus, og måske vil en del gå konkurs. Hvad vil det betyde for vores forsyningssikkerhed, at vi har ladet det hele været afhængigt af arbejdskraftens frie bevægelighed, i stedet for at sikre ordentlige forhold, som ville have gjort at lokale arbejdere ville og kunne tage tjansen?

” Alle de store hedonistiske begivenheder i løbet af året, hvor man mødes og drikker hjernen ud, ender i kanen med hinanden og beruser sig i en midlertidig følelse af forloren frihed, er blevet aflyst. The Orange Feeling® – fællesskabsfølelsen i corporate indpakning, er afløst af et glemt, eller måske nærmere fornægtet, men i allerhøjeste grad reelt fællesskab – det folkelige.”

De komparative fordele smager ekstra bittert i corona-tiderne. Det står klart for os, at disse fordele nu er vendt til ulemper. Vi har behov for at have en hjemlig produktion af fødevarer, vacciner og mange andre fornødenheder.

Det var en dårlig ide at rykke al produktion ud til de allerbilligste egne, for at kunne tjene lidt hurtige håndører, og få billigere (og dårligere) produkter i hyldevis i vores butikker. Og lad os slet ikke snakke om, hvad nedgangen i den internationale økonomi kommer til at betyde, for det har vi slet ikke set konsekvenserne af endnu.

Liberalismens forestilling om et globalt marked knuses langsomt lidt mere for hver eneste dag, der går. I stedet rykker det lokale og det nære nærmere end nogensinde før.

Det næres triumf

I en tid, hvor emancipationen er det højeste ideal, og vi helst skal være så løsrevede fra hinanden og selvrealiserende som muligt, er det noget af et slag, når vores frihed uventet begrænses.

Alle de store hedonistiske begivenheder i løbet af året, hvor man mødes og drikker hjernen ud, ender i kanen med hinanden og beruser sig i en midlertidig følelse af forloren frihed, er blevet aflyst. The Orange Feeling® – fællesskabsfølelsen i corporate indpakning, er afløst af et glemt, eller måske nærmere fornægtet, men i allerhøjeste grad reelt fællesskab – det folkelige.

Det nære blev lige pludselig meget nærværende, for der kom ingen overnationale institutioner og hjalp os.

Det var, og er, op til os selv at sørge for at bringe epidemien under kontrol, og tiltag, der skal hjælpe kræver af os alle, at vi ofrer noget.

Lige pludselig er det ikke længere ”din egen sag”, hvad du gør, for det kan betyde andre menneskers død. Vores forbundethed kan aflæses i kurverne over corona-dødsfald og opmuntringer til den enkelte, der skal få vedkommende til at lade være med at tænke på, hvad andre mennesker tænker og bare gøre, hvad de vil, er forstummet.

I deres sted er trådt ansvaret overfor hinanden. Hold afstand, host i ærmet, lad være med at mødes i store grupper, sluk for Tinder, hjælp de svage og så videre. Illusionen om at vi ikke har brug for hinanden brast.

Vi står sammen om vores statsminister, for nu er det ikke tid til at diskutere om vi skal betale to procent mere eller mindre i skat, der er vigtigere ting at tænke på.

I stedet er det vigtigt, at vi handler som ét – altså ét folk, og det gør vi i høj grad. Vi følger retningslinjerne og vigtige sociale reguleringsmidler som udskamning er igen blevet taget i brug.

Der skal socialt pres til, for at få dem, der ikke er så kvikke til at følge trop, og det virker. For de ved også godt, at de har brug for de andre. Det globale synes langt væk, men det nære er så tæt på som det ikke har været i mands minde.

Multikulturalismens død

Det sociale pres virker dog kun på dem, der indgår i den bredere sociale sammenhæng. Det er blevet end dog meget tydeligt, at der er en del mennesker i vores land, der falder udenfor og følger deres egne regler.

I flere europæiske lande har vi set en overrepræsentation af ikke-europæiske migranter og efterkommere, der er blevet ramt af virussen.

Samtidigt er det tydeligt, at de ikke er en del af det bredere fællesskab, der følger de fælles regler for at begrænse spredningen af sygdommen. De har hele tiden levet efter deres egne regler og det har været lidt gemt af vejen, men nu kan det ses på demografien blandt dem, der er indlagt på hospitalerne.

Fra Berlin har man set videooptagelser af muslimer i stort antal i gaderne, fra Frankrig, gade efter gade i forstæderne til Lyon og Paris, hvor migranternes eksotiske butikker har holdt åbent på trods af forbud, og kunderne strømmede op og ned ad gaderne.

Herhjemme har der været bandekrig mens alle os andre ikke engang giver vores fædre og mødre et kram af frygt for konsekvenserne for samfundet, ligesom vandpibecafeer er blevet lukket af Politiet, efter at gæsterne uhæmmet har siddet og suttet grådigt i de samme mundstykker for at smage røgen fra den søde frugttobak.

“En hidtil overset risiko ved at have en meget stor andel af befolkningen med migrantbaggrund er kommet for dagen: vi kan ikke handle i fællesskab når vi står overfor en alvorlig, og for mange, livstruende krise. Det kan komme til at koste dyrt.”

Coronakrisen gør det meget tydeligt, at der er et ”dem og os”.

Vi andre modtager fælles opdateringer fra myndighederne om alt fra hygiejne og festivaller til, hvornår singler må have sex med hinanden og hvornår kirkerne åbner. Det er informationer til os, men ikke os alle.

For der er også særlige informationer til dem. De kommer på ti forskellige sprog, så man kan ramme så mange som muligt. Det hjælper godt nok ikke, for de gør som de vil alligevel, fordi de er ikke en del af samfundet. Sundhedsstyrelsen laver film med særlige ramadan-instrukser i et desperat håb om at begrænse smittespredningen, og Udlændingeministeren opfordrer de ”danske muslimer”, som alle udmærket ved ikke er danske, til at følge instrukserne.

Men det er netop fordi de ikke er danske, at de ikke gør det.

Det er ganske veldokumenteret, at homogenitet i en befolkning er altafgørende for tilliden.

Danskerne lever i et samfund med høj tillid, og vi forventer simpelthen af hinanden at vi retter os efter retningslinjerne når vi færdes ude. Vi kommer ikke for tæt på, vi vasker, vi afspritter og vi lider afsavn når vi ikke går i kirke i den vigtigste kristne højtid – alt sammen for det fælles bedste.

Adfærden og den deraf følgende spredning af sygdommen gør det tydeligt, at tilliden kun er noget vi kan have til vore egne og dem, der er tæt på os. En hidtil overset risiko ved at have en meget stor andel af befolkningen med migrantbaggrund er kommet for dagen: vi kan ikke handle i fællesskab når vi står overfor en alvorlig, og for mange, livstruende krise. Det kan komme til at koste dyrt.

Multikulturalismen føjer endnu et nederlag til den i forvejen lange liste. Hvis vi vil være et stærkt samfund, må vi kunne handle sammen.

Identitetspolitik i en coronatid

Mens vi andre har bekymret sig over vores befolknings helbred, vores økonomi, vores fremtidige madforsyninger og meget andet, har den aller-yderste venstrefløj lavet mærkelige kampagner uden genklang i befolkningen, med krav om åbne grænser, eller skrevet lattervækkende artikler om tykfobi eller hvidt privilegium.

Noget der måske kunne generere klik og skæve smil tidligere, har nu mistet sin sidste rest af relevans. Identitetspolitik er med et slag passé.

Det vi har brug for nu er ikke en uendelig liste af køn, diskussioner om forestillet racisme eller tykfobiske strukturer, men derimod de ægte og organiske fællesskaber. Dem vi vender os til, er dem, der ligner os selv.

Det er svage danskere, som jeg går ned og køber ind for, når de har brug for det, og jeg gør det fordi jeg skylder dem at hjælpe, fordi vi er i det her sammen. Og jeg er ikke den eneste, for tusindvis af mennesker hjælper deres meddanskere i denne tid i forskellige foreninger, grupper, osv. Det samme gælder i øvrigt de herboende muslimer, der organiserer hjælp til deres eget organiske fællesskab.

Således kan jeg se på mange muslimske Facebook-sider, hvordan der i moskeerne arrangeres hjælp til muslimske ældre med indkøb og så videre.

“Krisen gør, at vi rykker økonomisk til venstre, men kulturelt og værdimæssigt til højre. Fællesskabsorienterede både i pengesager og kulturelt set, men ikke globalt orienterede i samme grad. For vi kan hverken være vores egen lykkes smed lige nu, eller drage nytte af den globale konkurrence.”

Jo, vi rækker hovedsageligt ud til vore egne, for det er naturligt nok dem, der udgør vores lokale samfund for langt de flestes vedkommende. Den forståelse, der findes i et naturligt og organisk fællesskab, kan man ikke konstruere eller politisere sig til.

De universitetsstuderendes akademiske øvelser og evindelige larm om køn og hudfarve fordamper, og de ægte bånd manifesteres, når nøden kræver det.

Mens den identitetspolitiske venstrefløj hægtes af, så er den klassiske økonomisk orienterede venstrefløj i fuldt vigør.

Det opståede behov for en høj grad af statslig intervention er vand på deres mølle, og den økonomiske liberalisme som den samlede danske højrefløj ser ud til at abonnere på i forskellige grader, har ikke nogen svar at byde ind med.

Krisen gør, at vi rykker økonomisk til venstre, men kulturelt og værdimæssigt til højre. Fællesskabsorienterede både i pengesager og kulturelt set, men ikke globalt orienterede i samme grad. For vi kan hverken være vores egen lykkes smed lige nu, eller drage nytte af den globale konkurrence.

Eksistensen af den politiske vilje

Coronakrisen har afsløret, at mulighedsrummet i politik pludselig kan udvide sig. Grænserne kan ikke lukkes, sagde de, altså lige indtil vi lukkede dem. I årevis har mange sagt, at det er vores asylpolitik, der fører til menneskesmuglere og dødsfald på Middelhavet, når desperate migranter drukner i forsøget på at leve i europæisk rigdom. 

Det har de selvbestaltede gode benægtet, mens de har grebet dybt i lommerne (både egne og andres) for at finansiere smuglerskibe drevet af Red Barnet, Læger uden Grænser og alle de andre.

Nu ved vi, at vi havde ret og de tog fejl, for nu, når der ikke er udsigt til at komme ind i Europa, er dødstallet på havet rekordlavt. Det er de ondes politik, de lukkede grænser, der redder liv. Det vidste vi godt i forvejen, men nu er det uomtvisteligt.

“Det er som med så meget andet, ikke bare noget der sker, men noget vi vælger i fællesskab, og for at vi skal være opmærksom på at det er en valgmulighed, så skal nogen gøre opmærksom på det. Det er hermed gjort.”

Politisk har vi set, at man kan, hvad man vil. Alt det andet er bare undskyldninger, og hvis vi gerne vil bevare Danmark og Europa i fremtiden, så er det bare at gøre det, ganske simpelt.

Det handler kun om, hvad man vil, ikke hvad der kan lade sig gøre – for vi VED, at det kan lade sig gøre nu. Det må være en erfaring, at vi lader os begrænse af ligegyldig snak, og forpligtelser overfor alle andre end os selv i den politiske hverdag.

Det behøver ikke at være sådan. Også på denne måde, kan coronakrisen være en formativ begivenhed.

Hvad så videre?

Der er ingen tvivl om, at rygterne om liberalismen og den globale verdensordens død er stærkt overdrevne, også i mine egne betragtninger ovenfor. Det er som bekendt et utroligt levedygtigt system, uanset, hvad det i øvrigt har af negative konsekvenser.

Coronakrisen vil ikke nødvendigvis føre til, at vi bliver mere orienteret mod vores egne, mindre globalt orienterede, mere selvforsøgende, mindre multikulturelle eller, at vi som folk ønsker en stærkere politisk vilje i fremtiden.

Som jeg ser det, indeholder krisen nærmere et potentiale for alle disse ting, fordi erfaringen med problemerne er en realitet og løsningerne ligger i det konservative, det fællesskabsorienterede og det nationale, ikke i det liberale, det individualiserede og det globale.

Men hvis coronakrisen virkelig er en formativ begivenhed, som jeg tror det er, i hvert fald i en eller anden grad, er der en god chance for at vi kan gå styrkede ud af den som folk.

Der er naturligvis mange andre udfald end det skitserede ovenfor, der i sagens natur er set igennem mine egn politiske briller og derfor ikke bare er nøgtern analyse, men også udtryk for et håb om, at noget der er rigtigt skidt, i det mindste ikke er helt forgæves, og at det også har positive eftervirkninger.

Det er som med så meget andet, ikke bare noget der sker, men noget vi vælger i fællesskab, og for at vi skal være opmærksomme på at det er en valgmulighed, så skal nogen fortælle om at det er en vej vi kan gå.

Det er hermed gjort.

Den skrøbelighed, som min datter så rigtigt havde observeret, kan vi vende til styrke, men kun hvis krisen virkelig har gjort et indtryk på os, og kun hvis vi vil det.

FACEBOOK SLETTER MARTIN HENRIKSENS OPSLAG OM AFGHANSK JURIST I UDLÆNDINGESTYRELSEN..

Censurens klamme hånd har igen kvalt den offentlige debat i Danmark. 

Facebook har slettet DF’eren Martin Henriksens opslag om den afghanske statsborger Soma Mayel, der arbejder som asyljurist i Udlændingestyrelsen.

“Det er tankevækkende, fordi det pågældende opslag har været med til at starte en offentlig og politisk debat om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at udenlandske statsborgere sidder i Udlændingestyrelsen,” siger Martin Henriksen.

Både den socialdemokratiske regering, Det Radikale Venstre og flere fagforeninger har været kritiske overfor Martin Henriksens Facebookopslag og politiske holdninger. Fagforeningerne Dansk Magisterforening og DJØF har endda truet Martin Henriksen med politiet.

Dansk Folkeparti stiller lige nu spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt, at udlændinge behandler og uddeler opholdstilladelser til andre udlændinge.

Denne holdning strider imod Facebooks venstreorienterede verdenssyn. Det sociale medie har slettet opslaget og den medfølgende artikel, der brugte Soma Mayel som et eksempel på forholdene i Udlændingestyrelsen.

Afghanske Soma Mayel har endda selv delt billeder af sit afghanske pas på Facebook ved en tidligere lejlighed.

Oplysningerne om den afghanske statsborger i Udlændingestyrelsen overtræder Facebooks såkaldte regler for ‘hadefuld retorik’.

Sletningen er bemærkelsesværdig, fordi udlændingejuristen Soma Mayel selv har fremturet med særdeles hadefuld sprogbrug på Facebook rettet mod Martin Henriksen.

Soma Mayel har kaldt DF-profilen for en ‘tosse’ og en ‘tåbe’. Desuden har Soma Mayel nedgjort Martin Henriksens uddannelsesniveau i direkte vendinger.

“Jeg (Soma Mayel, red.) er stadig, indtil videre, en bachelorgrad foran ham. Ligesom mine dygtige kollegaer er ham overlegen på flere fronter. Tosse,” lyder den nedværdigende sprogbrug fra Soma Mayel, der fortsætter:

“Martin Henriksen ved måske bare ikke meget om juristløftet og det at gå på en videregående uddannelse.”

Facebook betegner det ikke som hadefuld retorik at kalde en Dansk Folkeparti-politiker for ‘tosse’ og ‘tåbe’. Derimod er der hadefuld retorik, når man påpeger, at en afghansk statsborger er ansat i Udlændingestyrelsen. 

“Det er et angreb på den frie debat. Det, der har været sagen her, er, at jeg i Facebooks øjne har haft de forkerte holdninger,“ siger Martin Henriksen.

De danske frihedsbegreber og ytringsfriheden gælder i stingende grad for udenlandske statsborgere, mens danskerne må krybe langs væggen.

Hvorfor er Soma Mayels angreb ikke fjernet? Er der andre regler for afghanske statsborgere på Facebook?


Læs her om Udlændingestyrelsens Soma Mayel, der ydmyger Martin Henriksen og kalder ham ‘tosse’ og ‘tåbe’.

https://tv.frihedensstemme.dk/2020/07/10/afsloering-jurist-hos-udlaendingestyrelsen-kalder-df-profil-for-tosse-og-taabe/

– sammen med Christian Marcussen her: Udlændingestyrelsen.