Krigen i Ukraine er eskaleret voldsomt. Men valgkampen bærer ingenlunde præg af den stigende trussel – også mod Danmark.

Russerne ER kommet

KRIGEN i Ukraine eskalerede voldsomt, da Rusland mandag morgen bombede en lang række ukrainske byer i syd, nord, øst og vest som hævn for lørdagens angreb på Krim-broen, der forbinder halvøen Krim med Rusland.

Ifølge Vladimir Putin var der tale om »et massivt angreb med langtrækkende præcisionsvåben fra søsiden og fra luften mod Ukraines energiforsyningsanlæg, militære installationer og forbindelseslinjer«.

Præcisionsvåben eller ej, angrebet var ikke mere præcist, end at 100 mennesker blev såret, og 14 foreløbig er døde, men det vil Putin næppe beklage. Formålet var åbenlyst at terrorisere den ukrainske befolkning ved at sørge for, at så mange som muligt går vinteren i møde uden strøm, varme og vand.

ER de russiske missilangreb et vidnesbyrd om, at Putin aldeles ikke er på retræte, så er Ruslands lyssky operationer mod Europa det ikke mindre. Lørdag måtte de tyske statsbaner, Deutsche Bahn, indstille togtrafikken i hele Nordtyskland, fordi kablerne var blevet klippet over to steder.

»Mette Frederiksen har kaldt dette valg for et tryghedsvalg. Gid der kommer handling bag ordene,« skriver Anna Libak.

Tysk politi er af den overbevisning, at der er tale om sabotage. For nogle dage siden var der mystiske rystelser i farvandet nord for Læsø, og mandag blev det meste af Bornholm så ramt af strømsvigt. I sidstnævnte tilfælde er der ifølge Energinet tale om en lokal fejl på et søkabel, og det er godt, at det er afklaret. For i ingen af de nævnte tilfælde er det sandsynligt, at man på baggrund af en efterforskning entydigt ville kunne slå fast, at Rusland stod bag.

Russerne er eksperter i hybridkrig, hvis definerende træk netop er at skabe forvirring hos modparten om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Præcis ligesom Rusland er ekspert i at målrette sine angreb mod udvalgte lande i en del og hersk-teknik, der skal skabe splid og uenighed i Vesten. Danmark er i den sammenhæng et oplagt mål: Vi er en mindre stat med et forsvar, der har set bedre tider, og vi er samtidig på hardlinerfløjen i EU over for Rusland. Vi leverer slagkraftige – om end gamle – våben som Harpoon-missiler, vi træner ukrainske soldater, og vores regering er klar i mælet i fordømmelsen af Putin.

NU kan man spørge, om det ikke er at male fanden på væggen, eftersom Rusland ærlig talt synes at have rigeligt med problemer i Ukraine. Når ukrainske modoffensiver langsomt, men sikkert æder sig ind på de territorier, som Putin har indlemmet i Den Russiske Føderation, skulle Rusland så virkelig have overskud til at ramme mål i Europa? Men her skal man vide, at krigen – eller rettere »specialoperationen« – set fra Ruslands synspunkt overhovedet ikke står til at slutte i en nær fremtid.

Vi er, som Churchill for mange år siden udtrykte det, ikke ved begyndelsen på enden. Højst ved enden på begyndelsen.

For tiden er analysen i den russiske udenrigspolitiske elite, at når det på det sidste er gået så gruelig galt militært for Rusland i Ukraine, er det, fordi Vesten er holdt op med at være bange for Rusland. »Lad os få angsten tilbage,« lyder overskriften på et interview med Dmitrij Trenin, den engang så moderate tidligere chef for Carnegie Centret i Moskva. Og det er vel at mærke vores – Vestens angst – han efterlyser; russernes egen angst for, hvad Vesten kan finde på, indgår slet ikke som et parameter i interviewet.

Særligt er han optaget af, at amerikanerne skal skræmmes fra sans og samling, og foreslår derfor snarest at få dem overbevist om, at Rusland vil bruge atomvåben mod USA, hvis man taber Ukraine. Endvidere gentager Trenin den udbredte forestilling i Moskva, at Rusland har mere at tabe ved et nederlag i Ukraine end Vesten. 

»For os er det et eksistentielt spørgsmål, fordi det ikke bare handler om Ukraines skæbne, men (hvad der for os er meget vigtigere) om Ruslands skæbne, i den mest fundamentale betydning af dette ord. For USA er det snarere et spørgsmål om politisk prestige, om lederskab, om deres placering i det internationale system.«

OGSÅ russisk udenrigspolitiks grand old man Sergej Karaganov havde denne pointe i et nyligt interview: »For os er det et spørgsmål om landets overlevelse, mens det for Vesten er et spørgsmål om eliternes overlevelse. Det giver os en moralsk, psykologisk fordel.«

Ingen af dem har forstået, at det sandelig for Vesten ikke kun handler om Ukraine eller prestige, men om, at de mange nye NATO-medlemmers sikkerhed hviler på, at FN-pagtens artikel 2 bliver respekteret af Rusland: »Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål.«

Og så længe den udenrigspolitiske elite ikke har fattet, at vi kæmper for os selv gennem ukrainerne, vil de leve i den overbevisning, at vi bare skal presses nok. Hvis ikke i Ukraine, så hjemme hos os selv. Sabotagen mod Nord Stream-linjeføringerne var blot et forvarsel om, at krigen er gået ind i en ny fase: Europæere – herunder danskerne – skal forstå, at de ikke kan sidde hjemme i sofaen og fjernbetjene sig til en militær sejr gennem ukrainerne. De skal mærke krigens konsekvenser på alle tænkelige hårde måder.

I det lys må man undre sig over, hvor fraværende Ukrainekrigen er som tema i den danske valgkamp. Jo, alle besværger med én mund, at Putin skal tabe sin aggressive angrebskrig, men der er ikke meget refleksion over krigens mulige konsekvenser for Danmark. Selvom vi står i en situation, hvor det slet ikke kan udelukkes, at Storebæltsbroen bryder i brand i morgen, at jernbanenettet lammes, at grundvandet forgiftes, at kablerne til datacentrene skæres over, så handler valget meget lidt om, hvordan vi styrker sikkerheden.

Det kan der være tre forklaringer på. Den første er, at situationens alvor ikke er gået op for politikerne endnu. I så fald er det på høje tid. Den anden mulighed er, at vi taler så meget om faren for, at Putin bruger taktiske atomvåben, at vi helt glemmer at forholde os til mere prosaiske måder, han kan chikanere os på. Putin ville få det meste af verden imod sig, hvis han bruger atomvåben – herunder sandsynligvis også Kina – så tiden er bedre brugt på at forholde sig til det, han allerede gør nu.

Den tredje mulighed er, at politikerne afholder sig fra at drøfte, hvad Putin kan finde på over for Danmark, fordi de frygter, at befolkningens opbakning til Ukraine skal svinde. Men i så fald er svaret ikke at fortie det, men at gøre befolkningen klart, at Putin ikke har tænkt sig at holde op, selv hvis Vesten presser Ukraine til at forære ham de fire ukrainske regioner plus Krim i morgen. 

Putin kan sidde som præsident indtil 2036, og hans erklærede mål er at indstifte en ny verdensorden, hvor Rusland får en indflydelsessfære, der inkluderer en lang række nytilkomne NATO-medlemmer. Hvis hans lære af Ukrainekrigen bliver, at aggression betaler sig, så fortsætter han.

DANMARK er altså truet, som vi ikke har været det i mange år, og det burde valgkampen bære præg af. Det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik blev indgået i marts på et tidspunkt kort efter invasionen, hvor man stadig forestillede sig, at krigen i Ukraine ville stå i Ukraine og ikke brede sig til angreb på kritisk infrastruktur i Europa.

Det var på den baggrund, at man anså det for forsvarligt først at løfte Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed til to procent inden udgangen af 2033. Altså om 11 år. Der er vi ikke længere. Vores statsminister har kaldt dette valg for et tryghedsvalg. 

Gid der kommer handling bag ordene.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-41/samfund/russerne-er-kommet

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Modgang. Kvindekortet er altid noget, de andre trækker.

EN TRUMF I ÆRMET

Bliver kvinder bedømt hårdere i politik end mænd?

Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter at statsminister Mette Frederiksen i sidste uge kom med en opsigtsvækkende forklaring, der udløste hævede øjenbryn hos flere politikere: Kritikken af hende som en magtfuldkommen statsminister skyldes delvist hendes køn.

»Jeg har ikke sagt det her før, men jeg tror, at noget af den magtkritik, der er, det har at gøre med, at jeg er kvinde,« sagde hun i programmet Det sidste måltid på Radio4.

»Mistænkeliggørelsen af, at en statsminister bruger magten til at varetage nogle interesser i det her samfund, den har vi aldrig hørt før i Danmark. Jeg har aldrig hørt den. Hvis Jakob eller Søren bliver statsminister, kommer du heller ikke til at høre den, selvom de jo træder ind i det samme statsministerium med den samme grundlov, med de samme regler, med den samme relation til Folketinget. Du kommer ikke til at høre den på dem.«

Det er nye toner fra Mette Frederiksen, der ikke tidligere har gjort sig bemærket med det synspunkt. Nærmest tværtimod. Efter at hun blev næstformand for Socialdemokratiet, svarede hun det stik modsatte, da hun blev spurgt til opskriften på succes for en kvindelig politiker.

»Det er svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik i dag. De, der siger det modsatte, lyver. For alle vil gerne have unge kvinder (...) ’Vi gider ikke høre flere gamle mænd i habit,’ hører man hele tiden.«

Det fremgår af bogen Borgens dronninger fra 2006. Her roser hun desuden den radikale Margrethe Vestager og konservative Lene Espersen:

»Men at tro, at alle vi unge kvinder, der i dag er i dansk politik, KUN er der på grund af vores dygtighed, det ville simpelthen være løgn – det må man aldrig bilde sig ind. Sagen er jo, at vi bliver hjulpet på vej,« siger Mette Frederiksen i bogen, hvor hun dog også tilføjer, at hvis det går galt, »ryger du også hurtigt ned.«.

Udtalelserne står i skarp kontrast til hinanden, og der er da også 16 år imellem dem, men det har ikke været muligt at interviewe statsministeren om, hvordan hun ser på sine gamle udtalelser i dag.

Mænd og kvinder

De nye udtalelser fra sidste uge overbeviser dog ikke oppositionens kvinder. Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, har opfordret statsministeren til at tage kritikken »som en mand«, nu hvor hun har nedlagt et helt erhverv. Venstre-politikeren Sophie Løhde har sammen med andre Venstre-kvinder svaret igen med en video, hvor de hver især siger, at kritikken handler om den ulovlige minkordre og centraliseringen af magten i Statsministeriet. Ifølge Sophie Løhde havde de rettet den samme kritik mod en mand.

»Mette Frederiksen trækker kvindekortet, men hendes eget parlamentariske grundlag siger også, at hun er magtfuldkommen. Det er sådan set derfor, vi nu får et folketingsvalg,« siger Sophie Løhde.

Hun er dog ikke uenig i, at kvinder forskelsbehandles i politik, blot på andre områder. I sommer skrev hun med to andre Venstre-kvinder – Eva Kjer Hansen og Iben Krog – en kronik med overskriften »Der er brug for flere kvinder på Christiansborg«. Her skrev de blandt andet:

»Vi skal ændre den måde, vi omtaler kvindelige politikere. Fra at være kvinder først og politikere i anden række skal vi alle sammen blive bedre til at se, at det er muligt at være begge dele.«

– Trækker du ikke selv kvindekortet, når bare det er til din egen fordel?

»Nej, for vores kronik handler om, at kvinder bliver behandlet anderledes end mænd på nogle områder. Vi skal for eksempel svare på, hvor vi har købt vores kjoler, hvordan vores arbejdsliv hænger sammen med at have børn, og hvordan det er at være karrierekvinde. Jeg bryder mig faktisk ikke om det ord, der er jo ikke noget, der hedder en karrieremand,« siger Sophie Løhde.

– Har du selv fået kommentarer om dit tøj?

»Ja, fordi jeg insisterer på at gå i farvestrålende tøj. Bortset fra Lars Løkkes underbukser så interesserer ingen sig for mandlige politikeres tøj.«

Pernille Vermund, der er formand for Nye Borgerlige, afviser også, at magtkritikken har at gøre med statsministerens køn. Til gengæld mener hun, at kvinder i politik oftere betragtes som seksuelle væsener.

»Jeg er meget bevidst om, at der har været en tid, hvor der slet ikke var kvinder i politik, så vi skulle have en nærmest maskulin fremtoning og være uniformeret. Jeg har gjort mig umage for at være en del af den kamp, hvor kvinder skal kunne være feminine og hele mennesker med krop og sind og ånd. Også i politik.«

– Du lægger ikke selv skjul på din femininitet, og du er også blevet fotograferet i en kjole i vandet, da du fremlagde din 2035-plan. Bruger du dit køn til at fremme dit politiske budskab?

»Det er egentlig et sjovt spørgsmål, for Dan Jørgensen er også blevet fotograferet i vandet i en hvid skjorte, og de billeder blev ikke seksualiseret. Han er ikke blevet spurgt, om han bruger sit køn. Jeg ønsker, at flere unge piger kan gøre præcis det samme som mænd uden at blive seksualiseret. De kommentarer vidner om, at der er et stykke vej endnu for os som kvinder.«

– Nu lyder du helt feministisk.

»Det er jeg på nogle punkter, bare ikke på den måde, at kvinder skal have særlige privilegier. Jeg har ikke et problem med, at jeg i højere grad bliver betragtet som et seksuelt væsen, men der er et problem, hvis der er tøj, man ikke kan gå i. Men det er Mette Frederiksen på ingen måde ramt af. Hun fremstilles ikke seksualiseret, og der er ikke noget kvindeligt i kritikken af hende. Hun kritiseres netop for karaktertræk, der er typisk maskuline. Dem kritiseres Putin og Donald Trump også for.«

Kvinder klarer sig bedre

I Socialdemokratiet er der langtfra feministisk fodslag om, hvornår kritik af dem selv skyldes deres køn, og hvornår det blot skyldes politisk uenighed. Helle Thorning-Schmidt har fortalt, at hun blev behandlet anderledes end mænd, når hun fik tilnavnet Gucci-Helle eller fik at vide, at folk ikke kunne »mærke« hende. Sidste år udgav hun bogen Blondinens betragtninger, hvor hun blandt andet skrev, at hun som den første kvindelige statsminister følte sig svigtet af kvindebevægelsen og ikke mindst af kvinderne i sit eget parti.

Den kritik ville feminist og tidligere minister Ritt Bjerregaard dog ikke have siddende på sig. Til Weekendavisen sagde hun, at hendes modstand skyldtes salget af DONG og nedlæggelsen af betalingsringen: »Hun trækker kvindekortet ved at postulere, at kvinder skal være enige, fordi de er kvinder.«

Ritt Bjerregaard har dog også selv ment, at det var, fordi hun var kvinde, at hun aldrig blev statsminister: »Jeg havde det forkerte køn,« skrev hun i tredje bind af sine erindringer i 2019.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil følte sig ligeledes truffet på sit køn i en Twitter-diskussion om friskoler, selvom det ikke blev nævnt med et ord. Ifølge ministeren burde privatskoler ikke få så meget i tilskud, når de havde seksdoblet deres overskud. Hertil svarede Twitter-bruger Casper Astrup:

»Åhr, hvor kunne det være fedt, hvis du satte dig bedre ind i tingene. Der er jo ingen friskoler, der sættes i verden for at lave profit. Og dem, der er så heldige at have et overskud, bruger dem til at investere i deres skole. Du kommer til at ødelægge det for rigtig mange børn. Øv!«

Pernille Rosenkrantz-Theil svarede: »Jeg har lært et nyt begreb at kende: mansplaining. Kender du det?« Efterfulgt af en smiley.

Hvis kvindelige politikere dømmes efter en anden målestok, er det dog ikke noget, der afspejler sig i vælgernes opbakning. De seneste ni folketingsvalg igennem 32 år har kvinder tværtimod haft større sandsynlighed for at blive valgt end mænd. Det viser en graf, som seniorforsker Rasmus Tue Pedersen har lavet baseret på tal fra Danmarks Statistik.

»Det viser, at vælgerne ikke har noget problem med kvindelige kandidater. Kvinder klarer sig bedre end mænd, når først de stiller op,« siger Rasmus Tue Pedersen fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Grafen viser, at ved det seneste folketingsvalg i 2019 blev 22 procent af de kvindelige kandidater valgt ind og kun 18 procent af de mandlige. Forspringet gælder hele vejen tilbage til 1990, størst var det i 1998, hvor 21 procent af de opstillede kvinder kom i Folketinget mod kun 13 procent af mændene.

»Det sjove er, at forspringet er konstant igennem hele perioden. Når vi alligevel har en klar underrepræsentation af kvinder, især i kommunalpolitik, skyldes det ikke, at vælgerne ikke vil have dem, men at de ikke stiller op,« siger han.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-40/samfund/en-trumf-i-aermet

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK