Modgang. Kvindekortet er
altid noget, de andre trækker.
EN TRUMF I ÆRMET
Bliver kvinder bedømt hårdere i politik end mænd?
Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter at
statsminister Mette Frederiksen i sidste uge kom med en opsigtsvækkende
forklaring, der udløste hævede øjenbryn hos flere politikere: Kritikken af
hende som en magtfuldkommen statsminister skyldes delvist hendes køn.
»Jeg har ikke sagt det her før, men jeg tror,
at noget af den magtkritik, der er, det har at gøre med, at jeg er kvinde,«
sagde hun i programmet Det sidste måltid på
Radio4.
»Mistænkeliggørelsen af, at en statsminister
bruger magten til at varetage nogle interesser i det her samfund, den har vi
aldrig hørt før i Danmark. Jeg har aldrig hørt den. Hvis Jakob eller Søren
bliver statsminister, kommer du heller ikke til at høre den, selvom de jo
træder ind i det samme statsministerium med den samme grundlov, med de samme
regler, med den samme relation til Folketinget. Du kommer ikke til at høre den
på dem.«
Det er nye toner fra Mette Frederiksen, der ikke
tidligere har gjort sig bemærket med det synspunkt. Nærmest tværtimod. Efter at
hun blev næstformand for Socialdemokratiet, svarede hun det stik modsatte, da
hun blev spurgt til opskriften på succes for en kvindelig politiker.
»Det er svært at sige. Men der er ingen tvivl
om, at det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik i dag. De, der siger
det modsatte, lyver. For alle vil gerne have unge kvinder (...) ’Vi gider ikke
høre flere gamle mænd i habit,’ hører man hele tiden.«
Det fremgår af bogen Borgens dronninger fra
2006. Her roser hun desuden den radikale Margrethe Vestager og konservative
Lene Espersen:
»Men at tro, at alle vi unge kvinder, der i
dag er i dansk politik, KUN er der på grund af vores dygtighed, det ville
simpelthen være løgn – det må man aldrig bilde sig ind. Sagen er jo, at vi
bliver hjulpet på vej,« siger Mette Frederiksen i bogen, hvor hun dog også
tilføjer, at hvis det går galt, »ryger du også hurtigt ned.«.
Udtalelserne står i skarp kontrast til
hinanden, og der er da også 16 år imellem dem, men det har ikke været muligt at
interviewe statsministeren om, hvordan hun ser på sine gamle udtalelser i dag.
Mænd og kvinder
De nye udtalelser fra sidste uge overbeviser
dog ikke oppositionens kvinder. Inger Støjberg, formand for
Danmarksdemokraterne, har opfordret statsministeren til at tage kritikken »som
en mand«, nu hvor hun har nedlagt et helt erhverv. Venstre-politikeren Sophie
Løhde har sammen med andre Venstre-kvinder svaret igen med en video, hvor de
hver især siger, at kritikken handler om den ulovlige minkordre og
centraliseringen af magten i Statsministeriet. Ifølge Sophie Løhde havde de
rettet den samme kritik mod en mand.
»Mette Frederiksen trækker kvindekortet, men
hendes eget parlamentariske grundlag siger også, at hun er magtfuldkommen. Det
er sådan set derfor, vi nu får et folketingsvalg,« siger Sophie Løhde.
Hun er dog ikke uenig i, at kvinder
forskelsbehandles i politik, blot på andre områder. I sommer skrev hun med to
andre Venstre-kvinder – Eva Kjer Hansen og Iben Krog – en kronik med
overskriften »Der er brug for flere kvinder på Christiansborg«. Her skrev de
blandt andet:
»Vi skal ændre den måde, vi omtaler
kvindelige politikere. Fra at være kvinder først og politikere i anden række
skal vi alle sammen blive bedre til at se, at det er muligt at være begge
dele.«
–
Trækker du ikke selv kvindekortet, når bare det er til din egen fordel?
»Nej, for vores kronik handler om, at kvinder
bliver behandlet anderledes end mænd på nogle områder. Vi skal for eksempel
svare på, hvor vi har købt vores kjoler, hvordan vores arbejdsliv hænger sammen
med at have børn, og hvordan det er at være karrierekvinde. Jeg bryder mig
faktisk ikke om det ord, der er jo ikke noget, der hedder en karrieremand,«
siger Sophie Løhde.
– Har
du selv fået kommentarer om dit tøj?
»Ja, fordi jeg insisterer på at gå i
farvestrålende tøj. Bortset fra Lars Løkkes underbukser så interesserer ingen
sig for mandlige politikeres tøj.«
Pernille Vermund, der er formand for Nye
Borgerlige, afviser også, at magtkritikken har at gøre med statsministerens
køn. Til gengæld mener hun, at kvinder i politik oftere betragtes som seksuelle
væsener.
»Jeg er meget bevidst om, at der har været en
tid, hvor der slet ikke var kvinder i politik, så vi skulle have en nærmest
maskulin fremtoning og være uniformeret. Jeg har gjort mig umage for at være en
del af den kamp, hvor kvinder skal kunne være feminine og hele mennesker med
krop og sind og ånd. Også i politik.«
– Du
lægger ikke selv skjul på din femininitet, og du er også blevet fotograferet i
en kjole i vandet, da du fremlagde din 2035-plan. Bruger du dit køn til at
fremme dit politiske budskab?
»Det er egentlig et sjovt spørgsmål, for Dan
Jørgensen er også blevet fotograferet i vandet i en hvid skjorte, og de
billeder blev ikke seksualiseret. Han er ikke blevet spurgt, om han bruger sit
køn. Jeg ønsker, at flere unge piger kan gøre præcis det samme som mænd uden at
blive seksualiseret. De kommentarer vidner om, at der er et stykke vej endnu
for os som kvinder.«
– Nu
lyder du helt feministisk.
»Det er jeg på nogle punkter, bare ikke på
den måde, at kvinder skal have særlige privilegier. Jeg har ikke et problem
med, at jeg i højere grad bliver betragtet som et seksuelt væsen, men der er et
problem, hvis der er tøj, man ikke kan gå i. Men det er Mette Frederiksen på
ingen måde ramt af. Hun fremstilles ikke seksualiseret, og der er ikke noget
kvindeligt i kritikken af hende. Hun kritiseres netop for karaktertræk, der er
typisk maskuline. Dem kritiseres Putin og Donald Trump også for.«
Kvinder klarer sig bedre
I Socialdemokratiet er der langtfra
feministisk fodslag om, hvornår kritik af dem selv skyldes deres køn, og
hvornår det blot skyldes politisk uenighed. Helle Thorning-Schmidt har fortalt,
at hun blev behandlet anderledes end mænd, når hun fik tilnavnet Gucci-Helle
eller fik at vide, at folk ikke kunne »mærke« hende. Sidste år udgav hun bogen Blondinens
betragtninger, hvor hun blandt andet skrev, at hun som den første
kvindelige statsminister følte sig svigtet af kvindebevægelsen og ikke mindst
af kvinderne i sit eget parti.
Den kritik ville feminist og tidligere
minister Ritt Bjerregaard dog ikke have siddende på sig. Til Weekendavisen
sagde hun, at hendes modstand skyldtes salget af DONG og nedlæggelsen af
betalingsringen: »Hun trækker kvindekortet ved at postulere, at kvinder skal
være enige, fordi de er kvinder.«
Ritt Bjerregaard har dog også selv ment, at
det var, fordi hun var kvinde, at hun aldrig blev statsminister: »Jeg havde det
forkerte køn,« skrev hun i tredje bind af sine erindringer i 2019.
Børne- og undervisningsminister Pernille
Rosenkrantz-Theil følte sig ligeledes truffet på sit køn i en
Twitter-diskussion om friskoler, selvom det ikke blev nævnt med et ord. Ifølge
ministeren burde privatskoler ikke få så meget i tilskud, når de havde
seksdoblet deres overskud. Hertil svarede Twitter-bruger Casper Astrup:
»Åhr, hvor kunne det være fedt, hvis du satte
dig bedre ind i tingene. Der er jo ingen friskoler, der sættes i verden for at
lave profit. Og dem, der er så heldige at have et overskud, bruger dem til at
investere i deres skole. Du kommer til at ødelægge det for rigtig mange børn.
Øv!«
Pernille Rosenkrantz-Theil svarede: »Jeg har
lært et nyt begreb at kende: mansplaining. Kender du det?« Efterfulgt af en
smiley.
Hvis kvindelige politikere dømmes efter en
anden målestok, er det dog ikke noget, der afspejler sig i vælgernes opbakning.
De seneste ni folketingsvalg igennem 32 år har kvinder tværtimod haft større
sandsynlighed for at blive valgt end mænd. Det viser en graf, som seniorforsker
Rasmus Tue Pedersen har lavet baseret på tal fra Danmarks Statistik.
»Det viser, at vælgerne ikke har noget
problem med kvindelige kandidater. Kvinder klarer sig bedre end mænd, når først
de stiller op,« siger Rasmus Tue Pedersen fra VIVE – Det Nationale Forsknings-
og Analysecenter for Velfærd.
Grafen viser, at ved det seneste
folketingsvalg i 2019 blev 22 procent af de kvindelige kandidater valgt ind og
kun 18 procent af de mandlige. Forspringet gælder hele vejen tilbage til 1990,
størst var det i 1998, hvor 21 procent af de opstillede kvinder kom i
Folketinget mod kun 13 procent af mændene.
»Det sjove er, at forspringet er konstant
igennem hele perioden. Når vi alligevel har en klar underrepræsentation af
kvinder, især i kommunalpolitik, skyldes det ikke, at vælgerne ikke vil have dem, men at de ikke stiller op,« siger han.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-40/samfund/en-trumf-i-aermet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar