Krigen i Ukraine er eskaleret voldsomt. Men valgkampen bærer ingenlunde præg af den stigende trussel – også mod Danmark.

Russerne ER kommet

KRIGEN i Ukraine eskalerede voldsomt, da Rusland mandag morgen bombede en lang række ukrainske byer i syd, nord, øst og vest som hævn for lørdagens angreb på Krim-broen, der forbinder halvøen Krim med Rusland.

Ifølge Vladimir Putin var der tale om »et massivt angreb med langtrækkende præcisionsvåben fra søsiden og fra luften mod Ukraines energiforsyningsanlæg, militære installationer og forbindelseslinjer«.

Præcisionsvåben eller ej, angrebet var ikke mere præcist, end at 100 mennesker blev såret, og 14 foreløbig er døde, men det vil Putin næppe beklage. Formålet var åbenlyst at terrorisere den ukrainske befolkning ved at sørge for, at så mange som muligt går vinteren i møde uden strøm, varme og vand.

ER de russiske missilangreb et vidnesbyrd om, at Putin aldeles ikke er på retræte, så er Ruslands lyssky operationer mod Europa det ikke mindre. Lørdag måtte de tyske statsbaner, Deutsche Bahn, indstille togtrafikken i hele Nordtyskland, fordi kablerne var blevet klippet over to steder.

»Mette Frederiksen har kaldt dette valg for et tryghedsvalg. Gid der kommer handling bag ordene,« skriver Anna Libak.

Tysk politi er af den overbevisning, at der er tale om sabotage. For nogle dage siden var der mystiske rystelser i farvandet nord for Læsø, og mandag blev det meste af Bornholm så ramt af strømsvigt. I sidstnævnte tilfælde er der ifølge Energinet tale om en lokal fejl på et søkabel, og det er godt, at det er afklaret. For i ingen af de nævnte tilfælde er det sandsynligt, at man på baggrund af en efterforskning entydigt ville kunne slå fast, at Rusland stod bag.

Russerne er eksperter i hybridkrig, hvis definerende træk netop er at skabe forvirring hos modparten om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Præcis ligesom Rusland er ekspert i at målrette sine angreb mod udvalgte lande i en del og hersk-teknik, der skal skabe splid og uenighed i Vesten. Danmark er i den sammenhæng et oplagt mål: Vi er en mindre stat med et forsvar, der har set bedre tider, og vi er samtidig på hardlinerfløjen i EU over for Rusland. Vi leverer slagkraftige – om end gamle – våben som Harpoon-missiler, vi træner ukrainske soldater, og vores regering er klar i mælet i fordømmelsen af Putin.

NU kan man spørge, om det ikke er at male fanden på væggen, eftersom Rusland ærlig talt synes at have rigeligt med problemer i Ukraine. Når ukrainske modoffensiver langsomt, men sikkert æder sig ind på de territorier, som Putin har indlemmet i Den Russiske Føderation, skulle Rusland så virkelig have overskud til at ramme mål i Europa? Men her skal man vide, at krigen – eller rettere »specialoperationen« – set fra Ruslands synspunkt overhovedet ikke står til at slutte i en nær fremtid.

Vi er, som Churchill for mange år siden udtrykte det, ikke ved begyndelsen på enden. Højst ved enden på begyndelsen.

For tiden er analysen i den russiske udenrigspolitiske elite, at når det på det sidste er gået så gruelig galt militært for Rusland i Ukraine, er det, fordi Vesten er holdt op med at være bange for Rusland. »Lad os få angsten tilbage,« lyder overskriften på et interview med Dmitrij Trenin, den engang så moderate tidligere chef for Carnegie Centret i Moskva. Og det er vel at mærke vores – Vestens angst – han efterlyser; russernes egen angst for, hvad Vesten kan finde på, indgår slet ikke som et parameter i interviewet.

Særligt er han optaget af, at amerikanerne skal skræmmes fra sans og samling, og foreslår derfor snarest at få dem overbevist om, at Rusland vil bruge atomvåben mod USA, hvis man taber Ukraine. Endvidere gentager Trenin den udbredte forestilling i Moskva, at Rusland har mere at tabe ved et nederlag i Ukraine end Vesten. 

»For os er det et eksistentielt spørgsmål, fordi det ikke bare handler om Ukraines skæbne, men (hvad der for os er meget vigtigere) om Ruslands skæbne, i den mest fundamentale betydning af dette ord. For USA er det snarere et spørgsmål om politisk prestige, om lederskab, om deres placering i det internationale system.«

OGSÅ russisk udenrigspolitiks grand old man Sergej Karaganov havde denne pointe i et nyligt interview: »For os er det et spørgsmål om landets overlevelse, mens det for Vesten er et spørgsmål om eliternes overlevelse. Det giver os en moralsk, psykologisk fordel.«

Ingen af dem har forstået, at det sandelig for Vesten ikke kun handler om Ukraine eller prestige, men om, at de mange nye NATO-medlemmers sikkerhed hviler på, at FN-pagtens artikel 2 bliver respekteret af Rusland: »Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål.«

Og så længe den udenrigspolitiske elite ikke har fattet, at vi kæmper for os selv gennem ukrainerne, vil de leve i den overbevisning, at vi bare skal presses nok. Hvis ikke i Ukraine, så hjemme hos os selv. Sabotagen mod Nord Stream-linjeføringerne var blot et forvarsel om, at krigen er gået ind i en ny fase: Europæere – herunder danskerne – skal forstå, at de ikke kan sidde hjemme i sofaen og fjernbetjene sig til en militær sejr gennem ukrainerne. De skal mærke krigens konsekvenser på alle tænkelige hårde måder.

I det lys må man undre sig over, hvor fraværende Ukrainekrigen er som tema i den danske valgkamp. Jo, alle besværger med én mund, at Putin skal tabe sin aggressive angrebskrig, men der er ikke meget refleksion over krigens mulige konsekvenser for Danmark. Selvom vi står i en situation, hvor det slet ikke kan udelukkes, at Storebæltsbroen bryder i brand i morgen, at jernbanenettet lammes, at grundvandet forgiftes, at kablerne til datacentrene skæres over, så handler valget meget lidt om, hvordan vi styrker sikkerheden.

Det kan der være tre forklaringer på. Den første er, at situationens alvor ikke er gået op for politikerne endnu. I så fald er det på høje tid. Den anden mulighed er, at vi taler så meget om faren for, at Putin bruger taktiske atomvåben, at vi helt glemmer at forholde os til mere prosaiske måder, han kan chikanere os på. Putin ville få det meste af verden imod sig, hvis han bruger atomvåben – herunder sandsynligvis også Kina – så tiden er bedre brugt på at forholde sig til det, han allerede gør nu.

Den tredje mulighed er, at politikerne afholder sig fra at drøfte, hvad Putin kan finde på over for Danmark, fordi de frygter, at befolkningens opbakning til Ukraine skal svinde. Men i så fald er svaret ikke at fortie det, men at gøre befolkningen klart, at Putin ikke har tænkt sig at holde op, selv hvis Vesten presser Ukraine til at forære ham de fire ukrainske regioner plus Krim i morgen. 

Putin kan sidde som præsident indtil 2036, og hans erklærede mål er at indstifte en ny verdensorden, hvor Rusland får en indflydelsessfære, der inkluderer en lang række nytilkomne NATO-medlemmer. Hvis hans lære af Ukrainekrigen bliver, at aggression betaler sig, så fortsætter han.

DANMARK er altså truet, som vi ikke har været det i mange år, og det burde valgkampen bære præg af. Det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik blev indgået i marts på et tidspunkt kort efter invasionen, hvor man stadig forestillede sig, at krigen i Ukraine ville stå i Ukraine og ikke brede sig til angreb på kritisk infrastruktur i Europa.

Det var på den baggrund, at man anså det for forsvarligt først at løfte Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed til to procent inden udgangen af 2033. Altså om 11 år. Der er vi ikke længere. Vores statsminister har kaldt dette valg for et tryghedsvalg. 

Gid der kommer handling bag ordene.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-41/samfund/russerne-er-kommet

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Modgang. Kvindekortet er altid noget, de andre trækker.

EN TRUMF I ÆRMET

Bliver kvinder bedømt hårdere i politik end mænd?

Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter at statsminister Mette Frederiksen i sidste uge kom med en opsigtsvækkende forklaring, der udløste hævede øjenbryn hos flere politikere: Kritikken af hende som en magtfuldkommen statsminister skyldes delvist hendes køn.

»Jeg har ikke sagt det her før, men jeg tror, at noget af den magtkritik, der er, det har at gøre med, at jeg er kvinde,« sagde hun i programmet Det sidste måltid på Radio4.

»Mistænkeliggørelsen af, at en statsminister bruger magten til at varetage nogle interesser i det her samfund, den har vi aldrig hørt før i Danmark. Jeg har aldrig hørt den. Hvis Jakob eller Søren bliver statsminister, kommer du heller ikke til at høre den, selvom de jo træder ind i det samme statsministerium med den samme grundlov, med de samme regler, med den samme relation til Folketinget. Du kommer ikke til at høre den på dem.«

Det er nye toner fra Mette Frederiksen, der ikke tidligere har gjort sig bemærket med det synspunkt. Nærmest tværtimod. Efter at hun blev næstformand for Socialdemokratiet, svarede hun det stik modsatte, da hun blev spurgt til opskriften på succes for en kvindelig politiker.

»Det er svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik i dag. De, der siger det modsatte, lyver. For alle vil gerne have unge kvinder (...) ’Vi gider ikke høre flere gamle mænd i habit,’ hører man hele tiden.«

Det fremgår af bogen Borgens dronninger fra 2006. Her roser hun desuden den radikale Margrethe Vestager og konservative Lene Espersen:

»Men at tro, at alle vi unge kvinder, der i dag er i dansk politik, KUN er der på grund af vores dygtighed, det ville simpelthen være løgn – det må man aldrig bilde sig ind. Sagen er jo, at vi bliver hjulpet på vej,« siger Mette Frederiksen i bogen, hvor hun dog også tilføjer, at hvis det går galt, »ryger du også hurtigt ned.«.

Udtalelserne står i skarp kontrast til hinanden, og der er da også 16 år imellem dem, men det har ikke været muligt at interviewe statsministeren om, hvordan hun ser på sine gamle udtalelser i dag.

Mænd og kvinder

De nye udtalelser fra sidste uge overbeviser dog ikke oppositionens kvinder. Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, har opfordret statsministeren til at tage kritikken »som en mand«, nu hvor hun har nedlagt et helt erhverv. Venstre-politikeren Sophie Løhde har sammen med andre Venstre-kvinder svaret igen med en video, hvor de hver især siger, at kritikken handler om den ulovlige minkordre og centraliseringen af magten i Statsministeriet. Ifølge Sophie Løhde havde de rettet den samme kritik mod en mand.

»Mette Frederiksen trækker kvindekortet, men hendes eget parlamentariske grundlag siger også, at hun er magtfuldkommen. Det er sådan set derfor, vi nu får et folketingsvalg,« siger Sophie Løhde.

Hun er dog ikke uenig i, at kvinder forskelsbehandles i politik, blot på andre områder. I sommer skrev hun med to andre Venstre-kvinder – Eva Kjer Hansen og Iben Krog – en kronik med overskriften »Der er brug for flere kvinder på Christiansborg«. Her skrev de blandt andet:

»Vi skal ændre den måde, vi omtaler kvindelige politikere. Fra at være kvinder først og politikere i anden række skal vi alle sammen blive bedre til at se, at det er muligt at være begge dele.«

– Trækker du ikke selv kvindekortet, når bare det er til din egen fordel?

»Nej, for vores kronik handler om, at kvinder bliver behandlet anderledes end mænd på nogle områder. Vi skal for eksempel svare på, hvor vi har købt vores kjoler, hvordan vores arbejdsliv hænger sammen med at have børn, og hvordan det er at være karrierekvinde. Jeg bryder mig faktisk ikke om det ord, der er jo ikke noget, der hedder en karrieremand,« siger Sophie Løhde.

– Har du selv fået kommentarer om dit tøj?

»Ja, fordi jeg insisterer på at gå i farvestrålende tøj. Bortset fra Lars Løkkes underbukser så interesserer ingen sig for mandlige politikeres tøj.«

Pernille Vermund, der er formand for Nye Borgerlige, afviser også, at magtkritikken har at gøre med statsministerens køn. Til gengæld mener hun, at kvinder i politik oftere betragtes som seksuelle væsener.

»Jeg er meget bevidst om, at der har været en tid, hvor der slet ikke var kvinder i politik, så vi skulle have en nærmest maskulin fremtoning og være uniformeret. Jeg har gjort mig umage for at være en del af den kamp, hvor kvinder skal kunne være feminine og hele mennesker med krop og sind og ånd. Også i politik.«

– Du lægger ikke selv skjul på din femininitet, og du er også blevet fotograferet i en kjole i vandet, da du fremlagde din 2035-plan. Bruger du dit køn til at fremme dit politiske budskab?

»Det er egentlig et sjovt spørgsmål, for Dan Jørgensen er også blevet fotograferet i vandet i en hvid skjorte, og de billeder blev ikke seksualiseret. Han er ikke blevet spurgt, om han bruger sit køn. Jeg ønsker, at flere unge piger kan gøre præcis det samme som mænd uden at blive seksualiseret. De kommentarer vidner om, at der er et stykke vej endnu for os som kvinder.«

– Nu lyder du helt feministisk.

»Det er jeg på nogle punkter, bare ikke på den måde, at kvinder skal have særlige privilegier. Jeg har ikke et problem med, at jeg i højere grad bliver betragtet som et seksuelt væsen, men der er et problem, hvis der er tøj, man ikke kan gå i. Men det er Mette Frederiksen på ingen måde ramt af. Hun fremstilles ikke seksualiseret, og der er ikke noget kvindeligt i kritikken af hende. Hun kritiseres netop for karaktertræk, der er typisk maskuline. Dem kritiseres Putin og Donald Trump også for.«

Kvinder klarer sig bedre

I Socialdemokratiet er der langtfra feministisk fodslag om, hvornår kritik af dem selv skyldes deres køn, og hvornår det blot skyldes politisk uenighed. Helle Thorning-Schmidt har fortalt, at hun blev behandlet anderledes end mænd, når hun fik tilnavnet Gucci-Helle eller fik at vide, at folk ikke kunne »mærke« hende. Sidste år udgav hun bogen Blondinens betragtninger, hvor hun blandt andet skrev, at hun som den første kvindelige statsminister følte sig svigtet af kvindebevægelsen og ikke mindst af kvinderne i sit eget parti.

Den kritik ville feminist og tidligere minister Ritt Bjerregaard dog ikke have siddende på sig. Til Weekendavisen sagde hun, at hendes modstand skyldtes salget af DONG og nedlæggelsen af betalingsringen: »Hun trækker kvindekortet ved at postulere, at kvinder skal være enige, fordi de er kvinder.«

Ritt Bjerregaard har dog også selv ment, at det var, fordi hun var kvinde, at hun aldrig blev statsminister: »Jeg havde det forkerte køn,« skrev hun i tredje bind af sine erindringer i 2019.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil følte sig ligeledes truffet på sit køn i en Twitter-diskussion om friskoler, selvom det ikke blev nævnt med et ord. Ifølge ministeren burde privatskoler ikke få så meget i tilskud, når de havde seksdoblet deres overskud. Hertil svarede Twitter-bruger Casper Astrup:

»Åhr, hvor kunne det være fedt, hvis du satte dig bedre ind i tingene. Der er jo ingen friskoler, der sættes i verden for at lave profit. Og dem, der er så heldige at have et overskud, bruger dem til at investere i deres skole. Du kommer til at ødelægge det for rigtig mange børn. Øv!«

Pernille Rosenkrantz-Theil svarede: »Jeg har lært et nyt begreb at kende: mansplaining. Kender du det?« Efterfulgt af en smiley.

Hvis kvindelige politikere dømmes efter en anden målestok, er det dog ikke noget, der afspejler sig i vælgernes opbakning. De seneste ni folketingsvalg igennem 32 år har kvinder tværtimod haft større sandsynlighed for at blive valgt end mænd. Det viser en graf, som seniorforsker Rasmus Tue Pedersen har lavet baseret på tal fra Danmarks Statistik.

»Det viser, at vælgerne ikke har noget problem med kvindelige kandidater. Kvinder klarer sig bedre end mænd, når først de stiller op,« siger Rasmus Tue Pedersen fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Grafen viser, at ved det seneste folketingsvalg i 2019 blev 22 procent af de kvindelige kandidater valgt ind og kun 18 procent af de mandlige. Forspringet gælder hele vejen tilbage til 1990, størst var det i 1998, hvor 21 procent af de opstillede kvinder kom i Folketinget mod kun 13 procent af mændene.

»Det sjove er, at forspringet er konstant igennem hele perioden. Når vi alligevel har en klar underrepræsentation af kvinder, især i kommunalpolitik, skyldes det ikke, at vælgerne ikke vil have dem, men at de ikke stiller op,« siger han.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-40/samfund/en-trumf-i-aermet

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

Özlem Cekics pengeindsamling: 79 procent af pengene går til løn, husleje og mad

Lige nu står den tyrkiske indvandrer Özlem Cekic bag en omfattende pengeindsamling, der er intensiveret efter tidligere overrabbiner Bent Melchiors død.

I begyndelsen af august 2021 kunne Özlem Cekic fortælle, at der foreløbigt er kommet 370.000 kroner i pengekassen.

De tusindvis af kroner, der indbetales af godtroende danskere, går for langt størstepartens vedkommende til administrationsudgifter og driftsomkostninger som løn, mad og husleje i foreningen Brobyggerne.

Brobyggerne er en forening med hemmeligt regnskab, der i overvejende grad styres og tegnes af Özlem Cekic, der bærer titlen ‘generalsekretær’.

Brobyggernes indsamlingsregnskab fra 2019 afslører, hvad de mange tusind kroner går til.

I 2019 indsamler Özlem Cekic 157.040 kroner, men når der er fratrukket administrationsudgifter og omkostninger til driften af foreningen, så er der kun 33.181 kroner tilbage.

Det vil sige, at Özlem Cekic har brugt 79 procent af de indsamlede midler til poster som blandt andet løn, husleje, mad, drikke, gaver og andre personaleomkostninger.

I regnskabet kan man læse, at Özlem Cekic har taget 6750 kroner til lønninger og 15.126 kroner til personaleomkostninger. Der er også brugt 41.225 kroner på en hjemmeside.

I indsamlingsregnskabet gør Özlem Cekic opmærksom på, at formålet med pengeindsamlingen rent faktisk er at drive og opbygge foreningen Brobyggerne.

Groft sagt kan man sige, at de mange pengebidrag blot holder gang i Özlem Cekics forening, hvor hun er chef, frontperson og initiativtager.

Modsat andre hjælpeorganisationer som Red Barnet, Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp så hemmeligholder Özlem Cekic sin chefløn i Brobyggerne.

Der er kun to ansatte i Brobyggerne – inklusiv generalsekretær Özlem Cekic. Dertil kommer to lavtlønnede studentermedhjælpere.

Det er Özlem Cekic og den tyrkiske indvandrer, Emek Volkan Gürkan, der har underskrevet indsamlingsregnskabet fra 2019. Både Özlem Cekic og Emek Gürkan er født i Tyrkiet.

Özlem Cekics tyrkiske ægtemand, Devrim Ülgü, er også en aktiv del af foreningen Brobyggerne.

Da indsamlingsregnskabet bliver offentliggjort, sidder den pakistanske hadprædikant, Naveed Baig, i foreningens bestyrelse. Den omstridte imam har været en del af ledelsen i islamistbevægelsen Minhaj-ul-Quran, og han har fremsagt dødstrusler i en københavnsk moské.

Et andet bestyrelsesmedlem i Brobyggerne er den iranske indvandrer Aydin Soei. Hans kommunist-far dræbte en iransk mand i en forstad til København i midten af 1990’erne.

De danske medier kigger ikke kritisk på Özlem Cekics pengeindsamling. Faktisk promoverer de statsstøttede journalister på Politiken Özlem Cekic og hjælper hende med at indsamle flere penge.

Det er dybt kritisabelt, at Özlem Cekic indsamler penge, der hovedsagelig skal udfylde poster som lønninger, mad og husleje i hendes forening.

I efteråret 2020 valgte Det Konservative Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre at støtte Brobyggerne med 2,8 millioner skattekroner.

Det var blandt andet De Konservatives partileder Søren Pape Poulsen, Enhedslistens forhenværende partileder, Pernille Skipper, og den sexanklagede Morten Østergaard fra De Radikale, der lod millionerne rulle fra skattekassen.

Folketingets generøse pengegave udløste yderligere 1,7 millioner kroner fra TrygFonden og Nordea-fonden. To pengekonstruktioner, der er tæt forbundet med bankgiganten Nordea og forsikringsselskabet Tryg.

Özlem Cekic kan grine hele vejen til banken. Taberne bliver de godtroende danskere, der fylder de tyrkiske lommer.

*

Kritiske journalister kan kontakte Brobyggerne her:

Özlem Sara Cekic, generalsekretær.

Telefon: 2234 6892
Telefon: 6164 0764

Email: ozlem@ozlem.dk
Email: kontakt@brobyggerne.dk
Email: brobyggerne.forening@gmail.com

 

https://tv.frihedensstemme.dk/2021/08/06/ozlem-cekics-pengeindsamling-79-procent-af-pengene-gaar-til-loen-husleje-og-mad/

 

 

DE RADIKALE FEJRER PRIDE: MUSLIMER VIL DRÆBE HOMOSEKSUELLE I ALLAHS NAVN..

De selvgode politikere hos Det Radikale Venstre fejrer Copenhagen Pride på de sociale medier. Men de radikale politikere har ikke adresseret det enorme problem med homofobi og hadkriminalitet, som trives i muslimske miljøer.

Muslimer debatterer helt åbenlyst islamisk dødsstraf til homoseksuelle.

“Islams straf til dem (homoseksuelle, red.) er døden,” skriver en særlig hadsk indvandrer på klingende dansk.

De Radikale bruger strudsemetoden, men sandheden er, at en stor del af muslimerne i Danmark anerkender sharialoven, der opfordrer til drab på bøsser og lesbiske.

God pride - med hovedet i busken.

 

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=2685795701638603&set=a.1384686631749523&type=3&theater

 

RADIKAL DOBBELTMORAL..

 

Det værste er såmænd ikke deres forkvaklede holdninger, det værste er at de alle tre sidder i det danske folketing og på top 10 listen over Danmarks mest landsskadelige politikere, flere og flere jkalder dem dog direkte landsforrædere.

Det er så typisk både de radikale, men også disse tre, de er der hvor deres nye vælgersegment befinder sig, på godt og ondt. Den afghanske kvinde må, om nogen, slæbe rundt med pride flaget med en samvittighed sort som kul.

 

Hun er muslim og må derfor vide nøjagtig hvad hendes religion mener om dem hun prøver at bilde ind hun beskytter, og ikke mindst hvad de vil gøre ved dem den dag de har magt som de har agt.

Det radikale elfenbenstårn beskytter ikke længere de radikale mod den virkelighed, de altid ellers har lukket øjnene for - måske det er sundt at de osse opdager, at muslimer ikke bare er de stakkels uskyldige "ofre" som man altid har pussenusset om.

Fatter ikke, hvorfor Morten Østergaard og mange andre radikale politikere har så travlt med at lukke migranter ind i Danmark. Det burde ikke være en menneskeret at tiltvinge sig adgang til landet og vores midler, når man ikke vil tilpasse sig. Der er en grund til, at hjemlandene er i krig med sig selv og hinanden.

Den kultur skal ikke eksporteres hertil.

Flertallet ser nu udlændinge som et kærkommen løft. De bidrager med gruppevoldtægter, bilafbrændinger bandekrige og meget meget mere som holder medierne igang. 

Vi deles om udgifterne via skatter og forsikringer og flertallet jubler. De radikale har bare ikke fattet at de direkte saver i den gren de selv sidder på.

Det Radikale Venstre har mobiliseret tusindvis af komplet uintegrerbare muslimer som i bund og grund hader Danmark og vores Demokrati. Islam er hvad den er, en ond religion! som tilhører muslimer der lever hele deres liv for religionen, profeten og hans 72 jomfruer.

De Radikale, - dette lille ynkværdige parti består udelukkende af ignorante og overfladiske politikere, ude af trit med størstedelen af den Danske befolkning ! - grinende kom de ind i folketinget med hjælp fra Danmarks mange tusinde utilfredse muslimer.

Men partiets "rørende" støtte til de mange religiøse fornærmede muslimer er dog ikke andet end mummespil.

Det er jo kvinderne det kommer til at gå ud over sammen med bøsserne, når/hvis (forhåbentligt aldrig) muslimene får magt som de har agt - for så er det slut for kvinder med at spille fandango på Christiansborg og i ledende stillinger - så bliver de sendt hjem til kødgryderne med besked om at sprede benene - og de homoseksuelle og andre afarter af denne kategori bliver hængt i en kran på Rådhuspladsen hver fredag - efter fredagsbønnen.

 

Så derfor et godt råd til kvinderne - lad være med at stemme på indvandrermedløbende partier som fx Radikale,Enhedslisten og Alternativet. Lad dem være ene om at blive straffet til sin tid - for det, de tror er menneskelige hensyn.

 

Nej - de graver deres egen grav - og det har de sgu godt af.

 

- FAKTA SKAL UD, MEN TONEN ER HELT FORKERT,

Smitten er stigende i Aarhus, og der er i den forbindelse blevet talt meget om etnicitet. Fakta skal ud, men tonen er helt forkert, lyder det fra Mona Fahd.

 

Solen står højt på himlen. Sommervarmen sniger sig ind bag de mange mundbind i Gellerupparken.

Der er blevet opstillet et midlertidigt testcenter i røde containere, hvor man uanmeldt kan blive testet for corona.

Testcenteret har været her det sidste stykke tid, så køen er ikke så lang, men flere siger, at de bliver testet regelmæssigt i øjeblikket.

Der er blevet talt meget om etniske minoriteter, siden Statens Serum Institut i begyndelsen af August offentliggjorde tal, der viste, at 70 procent af de nysmittede med corona var af anden etnisk herkomst end dansk. 

Fakta skal frem

Mona Fahd kom til Danmark i 1991. Hun siger, hun oprindeligt er palæstinenser fra Libanon.

Nu bor hun i Gellerupparken og har gjort det de sidste to år. Hun arbejder i en boligsocial helhedsplan og er aktiv i området som frivillig.

Derfor snakker hun meget med borgerne i området, som hun beskriver, har mærket tonen om etnicitet og smitte.

- Det gør mig så ked af det. Den måde fakta blev formidlet på om somaliere, det var virkelig uheldigt. De blev stemplet. Børn blev kaldt corona-somali. Mødrene blev så kede af det.

Mona Fahd er ikke i tvivl om, at informationer om, hvor smitten breder sig, skal frem.

- Jeg er ikke utilfreds med Mette Frederiksens udmelding. Hun formidler fakta, og det skal selvfølgelig frem. Det er fakta, at smitten er steget i området, men det er måden man snakker om det på, der er forkert.

- Man skal kommunikere på en ordentlig og respektabel måde. Der er fakta, ja. Vi er ramt, ja. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal hænge befolkningsgrupper ud. Jeg synes, at det er primitiv formidling. Helt ærligt. Jeg kan mærke, hvor meget folk bliver skadet af det rent psykisk, siger Mona Fahd.

- Tonen har været hård

Socialordfører for Socialdemokratiet Camilla Fabricius var også ved testcenteret. Hun var ude for at tjekke op på tiltaget og for selv at blive testet for corona.

Hun mener også, at tonen om etnicitet har været for hård.

- Jeg synes, at det er bekymrende, når børn skal komme i skole og opleve, at de ikke har nogen at lege med eller bliver sendt hjem. Det synes jeg, er uacceptabelt. Jeg synes også, at det er uacceptabelt, hvis man ikke overholder retningslinjerne.

De frivillige er nøglen

Beboerne Ekstra Bladet talte med i området svarede generelt, at de følte, at de havde de nødvendige informationer for at følge retningslinjerne.

Mona Fahd mener også generelt, at folk er oplyst men peger på, at der ligger en udfordring i at kommunikere ud til de beboere, der ikke taler dansk. En udfordring hun sammen med andre frivillige har forsøgt at løse gennem uformelle kanaler.

- Der er meget uformel kommunikation i WhatsApp-grupper og på Facebook. Det foregår på folks eget sprog.

- Jeg har sammen med en anden kvinde fra området oprettet en gruppe med en læge, som svarer, når han har pause og om aftenen, hvis folk har spørgsmål. Folk kan spørge, hvis de eller deres familier er smittede, eller hvis de er i karantæne.

Der bliver lagt op til et større fokus på etniske minoriteter i kommunerne. Fra Kommunernes Landsforening lyder det, at 'myndighederne nu skruer op for indsatsen målrettet disse grupper'.

En indsats Mona Fahd mener, skal have fokus på de frivillige i områder som Gellerupparken.

- Jeg synes, at man skal støtte og sætte mere fokus på de frivillige i området. Det er dem, der er nøglen til at formidle informationer ud til folk i de her områder, siger hun.

Kommentar:

Jamen hvad er det for noget ubehageligt ulækkert noget, vi må ikke tale lige ud af posen, det skal gemmes væk at vi har en masse rendende der er virkelig dårlige for landet, derudover lader de sig smitte i tusindtal, og danner endnu en farlig situation for alle. 

Hvor bliver man lang i ansigtet af deres evige hyleri. Der anes aldrig den mindste selverkendelse blandt berigerne. Det er altid alle andres skyld, og desværre har en ordentlig røvfuld hvide selvhadere på deres side.

Hold nu op med det piveri og kom ind i kampen alt hvad der bliver sagt er jo rigtigt og hvis man ikke skulle kalde dem somaliere eller for den sags skyld polakkere som ikke piver og tar det som det er hvad fanden skulle man så.

Alle udlændinge der gerne vil arbejde, bidrage og være en del af det danske samfund og den danske kultur er mere end velkomne. Resten skal bare rejse hjem. Det gælder også dem, der ikke vil tage afstand fra dem, der ikke vil Danmark....som fruen i denne artikel!

Det er ikke samfundets ansvar at informere om corona, hvis de efter flere år i landet endnu ikke kan dansk

Synes nu somalierne fint klarer at stemple sig selv med lav erhvervsfrekvens især blandt kvinder, overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne og masser af negative overskrifter. Når man tænker på  hvad det koster det danske samfund, er det ikke underligt, hvis de betalende danskere efterhånden har fået nok. 

Helt ærligt - nu skal alle, der tager offentlig transport tvinges, til at bære mundbind. Det samme gælder bl.a. buschaufførerne. Dem har jeg virkelig ondt af. Men hører man noget piveri?

Nej, det accepteres, fordi man sætter sig selv i anden række og folkets vel i første.

Og man finder sig i det, selvom smittetrykket er meget lavt.

Men i en befolkningsgruppe, hvor smittetrykket er betydelig højere, hyler man op og har ondt af sig selv. Havde jeg været i samme situation, ville jeg have haft dårlig samvittighed og have gjort alt for at opklare og løse problemet i stedet.

I min optik er det mangel på samfundssind og det er bare ikke ok, uanset hvilken befolkningsgruppe man tilhører.

Mona Fahd mener også generelt, at folk er oplyst men peger på, at der ligger en udfordring i at kommunikere ud til de beboere, der ikke taler dansk.

Deres satelit tv, fejler ellers ikke noget.

Debat tonen overfor fremmede i Danmark er bestemt ikke for hård. Problemet er vel nærmere, at mainstream politikere og mainstream medier hidtil har pakket de fremmede ind i et debat vakuum, hvor de kun må omtales i kærlige varme vendinger - men sådan spiller virkeligheden IKKE . . . !

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/fakta-skal-ud-men-tonen-er-helt-forkert/8250407

For tre måneder siden skrev jeg en artikel om de mulige følger af Corona-epidemien. Heri påpegede jeg, at noget af det, der ville blive tydeligt er forskellen mellem os og dem. Forskellen bliver særligt tydelig, når virus spredes blandt dem i langt højere grad. At de er adskilt fra os og lever på egne betingelser, som om vi nærmest kun eksisterer som dem, der opretholder de rammer de parallelle samfund eksisterer indenfor. Derudover er vi ligegyldige.

BLOG

CORONAKRISEN – EN FORMATIV BEGIVENHED..?

by Stormovereuropa3 måneder ago

Den nuværende corona-situation og truslen om snarlige økonomiske kriser og andet, afslører en dyb sårbarhed i vores nuværende livsform. Krisen er streng og hård, men rummer også et potentiale for at få øje for, og rette op på de nuværende svagheder, hvis vi er opmærksomme på det og vil det. Det vi står overfor kan meget vel være en formativ begivenhed, der vil have stor betydning for, hvordan vi vil agere i fremtiden. Jeg diskuterer her, hvilke problematikker, temaer og løsningsrum, som krisen bringer for dagen.

Forleden dag, under aftensmaden spurgte jeg den ene af mine døtre, som snart har nået teenagealderen, om coronakrisen havde ændret hendes syn på noget? Hun svarede, at det var blevet tydeligt for hende, hvor hurtigt ting kan ændre sig meget voldsomt. Det hun, og sådan set også mange voksne mennesker, troede var stabilt og fasttømret, blev lige pludselig afsløret som ekstremt skrøbeligt og sårbart. Denne pludselige erfaring, er noget hun vil bære med sig videre i livet, og måske vil det være en såkaldt ”formativ begivenhed”, som vil være med til at præge hendes syn på livet, på politik og meget andet ude i fremtiden.

Coronakrisen som formativ begivenhed

Formative begivenheder er begivenheder, som berører mange mennesker, og er med til at skabe en ny bevidsthed hos dem. Seymour Martin Lipset, der tidligt skrev om formative begivenheder, nævner Vietnam-krigen som en formativ begivenhed hos 68’erne, der var med til at skabe basis for ungdomsoprøret og mange efterfølgende fænomener hos boomer-generationen.

Nogle af de begivenheder vi har set i nyere tid, som kan have karakter af formative begivenheder er fx muhamed-krisen, hvor Danmark pludselig var mål for intens negativ opmærksomhed fra muslimske kredse på grund af nogle banale tegninger, finanskrisen, der viste en stor skrøbelighed i de globale finanssystemer og den påvirkning det havde på os alle, og migrantkrisen i 2015, hvor migranter pludselig gik rundt på vores veje, som var det taget ud af Jean Raspails bog ”Le Camp des Saints”.

En begivenhed, der skabte en helt ny nærværende opfattelse af migration, og hvordan det skal håndteres hos både politikere og befolkninger.

Coronakrisen har samme afslørende effekter, som nogen af de nævnte begivenheder har, men her rammer det lige lukt ned i selve den liberale og globaliserede verdensorden, som pludselig knækker sammen. Noget som lige nu sandsynligvis kun står overfor sin spæde begyndelse, for konsekvenserne af krisen er slet ikke begyndt at vise sig for alvor endnu. På samme måde som andre begivenheder af denne slags, kan coronakrisen altså få betydning for, hvordan vi forstår verden og hvordan vi indretter os i fremtiden.

Det globales død

Coronakrisen er et fænomen, der har en tæt sammenhæng med den liberale globaliserede verdensorden, både fordi den har gjort det muligt for virussen at sprede sig med lynets hast, men også fordi den udstiller de overnationale institutioners magtesløshed, og de enorme svagheder ved den måde, hvorpå vi har indrettet os.

“Vi søger løsninger på de nye udfordringer – hvordan bekæmper man en verdensomspændende pandemi? Det gøres pudsigt nok hverken gennem EU, FN, WHO eller lignende, men gennem nationalstaterne.”

Et par ugers nedlukning af samfundet, det var, hvad der skulle til, så begyndte det at knirke voldsomt. Folk begyndte at blive fyret i stor stil, og virksomheder gik konkurs.

 Hurtigt blev der vedtaget hjælpepakker for milliardbeløb, og der kommer stadig flere til. Vores livsform er afhængig af overforbrug for at holde væksten i gang, og så snart det er væk og folk kun køber det nødvendige, så bliver luften slået ud af vores samfund. Hurtigt stod det lysende klart, at alle vores forestillinger om ”det bedste samfund”, som vi ofte prædiker om, er dybt afhængige af, at væksten opretholdes og, at der er harmoni.

Så snart den brydes, selv i et kort øjeblik, så ramler det sammen.

Når usikkerheden for vores eksistens indtræder, så synes de ting vi normalt beskæftiger os med, som den nyeste iPhone, influencers på SoMe eller superheltefilm ualmindeligt uvigtige. Overlevelse og bekymring for fremtiden træder i stedet ind på scenen, og gør os bevidste om det som for alvor har betydning.

Vi søger løsninger på de nye udfordringer – hvordan bekæmper man en verdensomspændende pandemi?

Det gøres pudsigt nok hverken gennem EU, FN, WHO eller lignende, men gennem nationalstaterne.

De er geografisk afgrænsede områder, som oftest med en nogenlunde homogen befolkning, på trods af mange års politisk pres for at slå disse i stykker. Netop på grund af disse egenskaber, er der mulighed for at lukke ned og afgrænse, og for at handle både politisk og som folk. Italien stod ganske alene, med et EU på sidelinjen, som intet havde at byde ind med andet end idiotiske kampagner på sociale medier, som de havde betalt alt for mange penge for. Hjælpen til Italien kom mange steder fra, men den var først og fremmest bilateral – fra nation til nation (og desværre ikke i særligt høj grad fra Danmark). Hvor er det dog heldigt, at nationalstaterne ikke er blevet mere svækkede end de er, for ellers ville vi have større problemer.

I forhold til at stoppe for spredningen af sygdommen, har det også været nationalstaterne, der valgte at lukke grænserne. Nogle af dem har endda valgt at se stort på internationale aftaler og konventioner, som det nu er blevet endnu tydeligere kun er til fordel for udefrakommende, og ikke for de indfødte befolkninger i Europa.

Hvad vi alle sammen ved, uanset hvor meget gutmensch vi er – at man ikke kan hjælpe alle mennesker i hele verden – står mejslet i sten, mens vi ser indad og først og fremmest fokuserer på at hjælpe vore egne. Vores blikke afslører hurtigt de mangler, som vores egen grådighed, liberale principper og efterspørgsel efter billige produkter til identitetsskabelse og tidsfordriv har skabt.

Vi er i høj grad afhængige af den globale økonomi, og det er ikke længere en god ting.

For vi har rykket store dele af vores produktion ud i verden, og nogle ting, som fx liberaliseringen af vaccineproduktionen, viser, at vi nu ikke længere er herrer over vor egen tilværelse, men derimod som en flok crackhoveder har røget på globaliseringens store glaspibe, og nu ryster vi fordi der er usikkerhed om, hvor den næste klump skal komme fra, der kan holde rusen kørende.

De europæiske landbrug kan ikke klare sig uden østarbejdere, og vi står overfor kæmpeproblemer med at få den kommende høst i hus, både herhjemme, men også i mange andre EU-lande. Imens vi sov med fulde maver, arbejdede rumænere for os i markerne og var villige til at gøre det under forhold, som vi næppe selv gider at arbejde under.

Nu mangler landbruget arbejdskraft, og søger efter arbejdere lokalt, men det er svært, for hvem gider at bo fire mand i en campingvogn under hele høsten og arbejde over 12 timer om dagen for småpenge? Klarer landbrugene ikke skærene, så vil høsten ikke komme i hus, og måske vil en del gå konkurs. Hvad vil det betyde for vores forsyningssikkerhed, at vi har ladet det hele været afhængigt af arbejdskraftens frie bevægelighed, i stedet for at sikre ordentlige forhold, som ville have gjort at lokale arbejdere ville og kunne tage tjansen?

” Alle de store hedonistiske begivenheder i løbet af året, hvor man mødes og drikker hjernen ud, ender i kanen med hinanden og beruser sig i en midlertidig følelse af forloren frihed, er blevet aflyst. The Orange Feeling® – fællesskabsfølelsen i corporate indpakning, er afløst af et glemt, eller måske nærmere fornægtet, men i allerhøjeste grad reelt fællesskab – det folkelige.”

De komparative fordele smager ekstra bittert i corona-tiderne. Det står klart for os, at disse fordele nu er vendt til ulemper. Vi har behov for at have en hjemlig produktion af fødevarer, vacciner og mange andre fornødenheder.

Det var en dårlig ide at rykke al produktion ud til de allerbilligste egne, for at kunne tjene lidt hurtige håndører, og få billigere (og dårligere) produkter i hyldevis i vores butikker. Og lad os slet ikke snakke om, hvad nedgangen i den internationale økonomi kommer til at betyde, for det har vi slet ikke set konsekvenserne af endnu.

Liberalismens forestilling om et globalt marked knuses langsomt lidt mere for hver eneste dag, der går. I stedet rykker det lokale og det nære nærmere end nogensinde før.

Det næres triumf

I en tid, hvor emancipationen er det højeste ideal, og vi helst skal være så løsrevede fra hinanden og selvrealiserende som muligt, er det noget af et slag, når vores frihed uventet begrænses.

Alle de store hedonistiske begivenheder i løbet af året, hvor man mødes og drikker hjernen ud, ender i kanen med hinanden og beruser sig i en midlertidig følelse af forloren frihed, er blevet aflyst. The Orange Feeling® – fællesskabsfølelsen i corporate indpakning, er afløst af et glemt, eller måske nærmere fornægtet, men i allerhøjeste grad reelt fællesskab – det folkelige.

Det nære blev lige pludselig meget nærværende, for der kom ingen overnationale institutioner og hjalp os.

Det var, og er, op til os selv at sørge for at bringe epidemien under kontrol, og tiltag, der skal hjælpe kræver af os alle, at vi ofrer noget.

Lige pludselig er det ikke længere ”din egen sag”, hvad du gør, for det kan betyde andre menneskers død. Vores forbundethed kan aflæses i kurverne over corona-dødsfald og opmuntringer til den enkelte, der skal få vedkommende til at lade være med at tænke på, hvad andre mennesker tænker og bare gøre, hvad de vil, er forstummet.

I deres sted er trådt ansvaret overfor hinanden. Hold afstand, host i ærmet, lad være med at mødes i store grupper, sluk for Tinder, hjælp de svage og så videre. Illusionen om at vi ikke har brug for hinanden brast.

Vi står sammen om vores statsminister, for nu er det ikke tid til at diskutere om vi skal betale to procent mere eller mindre i skat, der er vigtigere ting at tænke på.

I stedet er det vigtigt, at vi handler som ét – altså ét folk, og det gør vi i høj grad. Vi følger retningslinjerne og vigtige sociale reguleringsmidler som udskamning er igen blevet taget i brug.

Der skal socialt pres til, for at få dem, der ikke er så kvikke til at følge trop, og det virker. For de ved også godt, at de har brug for de andre. Det globale synes langt væk, men det nære er så tæt på som det ikke har været i mands minde.

Multikulturalismens død

Det sociale pres virker dog kun på dem, der indgår i den bredere sociale sammenhæng. Det er blevet end dog meget tydeligt, at der er en del mennesker i vores land, der falder udenfor og følger deres egne regler.

I flere europæiske lande har vi set en overrepræsentation af ikke-europæiske migranter og efterkommere, der er blevet ramt af virussen.

Samtidigt er det tydeligt, at de ikke er en del af det bredere fællesskab, der følger de fælles regler for at begrænse spredningen af sygdommen. De har hele tiden levet efter deres egne regler og det har været lidt gemt af vejen, men nu kan det ses på demografien blandt dem, der er indlagt på hospitalerne.

Fra Berlin har man set videooptagelser af muslimer i stort antal i gaderne, fra Frankrig, gade efter gade i forstæderne til Lyon og Paris, hvor migranternes eksotiske butikker har holdt åbent på trods af forbud, og kunderne strømmede op og ned ad gaderne.

Herhjemme har der været bandekrig mens alle os andre ikke engang giver vores fædre og mødre et kram af frygt for konsekvenserne for samfundet, ligesom vandpibecafeer er blevet lukket af Politiet, efter at gæsterne uhæmmet har siddet og suttet grådigt i de samme mundstykker for at smage røgen fra den søde frugttobak.

“En hidtil overset risiko ved at have en meget stor andel af befolkningen med migrantbaggrund er kommet for dagen: vi kan ikke handle i fællesskab når vi står overfor en alvorlig, og for mange, livstruende krise. Det kan komme til at koste dyrt.”

Coronakrisen gør det meget tydeligt, at der er et ”dem og os”.

Vi andre modtager fælles opdateringer fra myndighederne om alt fra hygiejne og festivaller til, hvornår singler må have sex med hinanden og hvornår kirkerne åbner. Det er informationer til os, men ikke os alle.

For der er også særlige informationer til dem. De kommer på ti forskellige sprog, så man kan ramme så mange som muligt. Det hjælper godt nok ikke, for de gør som de vil alligevel, fordi de er ikke en del af samfundet. Sundhedsstyrelsen laver film med særlige ramadan-instrukser i et desperat håb om at begrænse smittespredningen, og Udlændingeministeren opfordrer de ”danske muslimer”, som alle udmærket ved ikke er danske, til at følge instrukserne.

Men det er netop fordi de ikke er danske, at de ikke gør det.

Det er ganske veldokumenteret, at homogenitet i en befolkning er altafgørende for tilliden.

Danskerne lever i et samfund med høj tillid, og vi forventer simpelthen af hinanden at vi retter os efter retningslinjerne når vi færdes ude. Vi kommer ikke for tæt på, vi vasker, vi afspritter og vi lider afsavn når vi ikke går i kirke i den vigtigste kristne højtid – alt sammen for det fælles bedste.

Adfærden og den deraf følgende spredning af sygdommen gør det tydeligt, at tilliden kun er noget vi kan have til vore egne og dem, der er tæt på os. En hidtil overset risiko ved at have en meget stor andel af befolkningen med migrantbaggrund er kommet for dagen: vi kan ikke handle i fællesskab når vi står overfor en alvorlig, og for mange, livstruende krise. Det kan komme til at koste dyrt.

Multikulturalismen føjer endnu et nederlag til den i forvejen lange liste. Hvis vi vil være et stærkt samfund, må vi kunne handle sammen.

Identitetspolitik i en coronatid

Mens vi andre har bekymret sig over vores befolknings helbred, vores økonomi, vores fremtidige madforsyninger og meget andet, har den aller-yderste venstrefløj lavet mærkelige kampagner uden genklang i befolkningen, med krav om åbne grænser, eller skrevet lattervækkende artikler om tykfobi eller hvidt privilegium.

Noget der måske kunne generere klik og skæve smil tidligere, har nu mistet sin sidste rest af relevans. Identitetspolitik er med et slag passé.

Det vi har brug for nu er ikke en uendelig liste af køn, diskussioner om forestillet racisme eller tykfobiske strukturer, men derimod de ægte og organiske fællesskaber. Dem vi vender os til, er dem, der ligner os selv.

Det er svage danskere, som jeg går ned og køber ind for, når de har brug for det, og jeg gør det fordi jeg skylder dem at hjælpe, fordi vi er i det her sammen. Og jeg er ikke den eneste, for tusindvis af mennesker hjælper deres meddanskere i denne tid i forskellige foreninger, grupper, osv. Det samme gælder i øvrigt de herboende muslimer, der organiserer hjælp til deres eget organiske fællesskab.

Således kan jeg se på mange muslimske Facebook-sider, hvordan der i moskeerne arrangeres hjælp til muslimske ældre med indkøb og så videre.

“Krisen gør, at vi rykker økonomisk til venstre, men kulturelt og værdimæssigt til højre. Fællesskabsorienterede både i pengesager og kulturelt set, men ikke globalt orienterede i samme grad. For vi kan hverken være vores egen lykkes smed lige nu, eller drage nytte af den globale konkurrence.”

Jo, vi rækker hovedsageligt ud til vore egne, for det er naturligt nok dem, der udgør vores lokale samfund for langt de flestes vedkommende. Den forståelse, der findes i et naturligt og organisk fællesskab, kan man ikke konstruere eller politisere sig til.

De universitetsstuderendes akademiske øvelser og evindelige larm om køn og hudfarve fordamper, og de ægte bånd manifesteres, når nøden kræver det.

Mens den identitetspolitiske venstrefløj hægtes af, så er den klassiske økonomisk orienterede venstrefløj i fuldt vigør.

Det opståede behov for en høj grad af statslig intervention er vand på deres mølle, og den økonomiske liberalisme som den samlede danske højrefløj ser ud til at abonnere på i forskellige grader, har ikke nogen svar at byde ind med.

Krisen gør, at vi rykker økonomisk til venstre, men kulturelt og værdimæssigt til højre. Fællesskabsorienterede både i pengesager og kulturelt set, men ikke globalt orienterede i samme grad. For vi kan hverken være vores egen lykkes smed lige nu, eller drage nytte af den globale konkurrence.

Eksistensen af den politiske vilje

Coronakrisen har afsløret, at mulighedsrummet i politik pludselig kan udvide sig. Grænserne kan ikke lukkes, sagde de, altså lige indtil vi lukkede dem. I årevis har mange sagt, at det er vores asylpolitik, der fører til menneskesmuglere og dødsfald på Middelhavet, når desperate migranter drukner i forsøget på at leve i europæisk rigdom. 

Det har de selvbestaltede gode benægtet, mens de har grebet dybt i lommerne (både egne og andres) for at finansiere smuglerskibe drevet af Red Barnet, Læger uden Grænser og alle de andre.

Nu ved vi, at vi havde ret og de tog fejl, for nu, når der ikke er udsigt til at komme ind i Europa, er dødstallet på havet rekordlavt. Det er de ondes politik, de lukkede grænser, der redder liv. Det vidste vi godt i forvejen, men nu er det uomtvisteligt.

“Det er som med så meget andet, ikke bare noget der sker, men noget vi vælger i fællesskab, og for at vi skal være opmærksom på at det er en valgmulighed, så skal nogen gøre opmærksom på det. Det er hermed gjort.”

Politisk har vi set, at man kan, hvad man vil. Alt det andet er bare undskyldninger, og hvis vi gerne vil bevare Danmark og Europa i fremtiden, så er det bare at gøre det, ganske simpelt.

Det handler kun om, hvad man vil, ikke hvad der kan lade sig gøre – for vi VED, at det kan lade sig gøre nu. Det må være en erfaring, at vi lader os begrænse af ligegyldig snak, og forpligtelser overfor alle andre end os selv i den politiske hverdag.

Det behøver ikke at være sådan. Også på denne måde, kan coronakrisen være en formativ begivenhed.

Hvad så videre?

Der er ingen tvivl om, at rygterne om liberalismen og den globale verdensordens død er stærkt overdrevne, også i mine egne betragtninger ovenfor. Det er som bekendt et utroligt levedygtigt system, uanset, hvad det i øvrigt har af negative konsekvenser.

Coronakrisen vil ikke nødvendigvis føre til, at vi bliver mere orienteret mod vores egne, mindre globalt orienterede, mere selvforsøgende, mindre multikulturelle eller, at vi som folk ønsker en stærkere politisk vilje i fremtiden.

Som jeg ser det, indeholder krisen nærmere et potentiale for alle disse ting, fordi erfaringen med problemerne er en realitet og løsningerne ligger i det konservative, det fællesskabsorienterede og det nationale, ikke i det liberale, det individualiserede og det globale.

Men hvis coronakrisen virkelig er en formativ begivenhed, som jeg tror det er, i hvert fald i en eller anden grad, er der en god chance for at vi kan gå styrkede ud af den som folk.

Der er naturligvis mange andre udfald end det skitserede ovenfor, der i sagens natur er set igennem mine egn politiske briller og derfor ikke bare er nøgtern analyse, men også udtryk for et håb om, at noget der er rigtigt skidt, i det mindste ikke er helt forgæves, og at det også har positive eftervirkninger.

Det er som med så meget andet, ikke bare noget der sker, men noget vi vælger i fællesskab, og for at vi skal være opmærksomme på at det er en valgmulighed, så skal nogen fortælle om at det er en vej vi kan gå.

Det er hermed gjort.

Den skrøbelighed, som min datter så rigtigt havde observeret, kan vi vende til styrke, men kun hvis krisen virkelig har gjort et indtryk på os, og kun hvis vi vil det.