BLACK
LIVES MATTER: MULTIKULTURALISMENS FALLIT OG DE PROGRESSIVES HYKLERI..
juni 5, 2020
Siden drabet på George Floyd har
man i USA set dagevis med vold, mord og ødelæggelse udført af sorte amerikanere
og hvide venstreorienterede i forening. Optøjerne er blevet mødt med
sympatierklæringer fra europæiske progressive og multinationale selskaber, der
alle har taget den amerikanske sort-hvide retorik til sig, fordømt amerikansk
racisme og udtrykt forståelse for de voldsomme reaktioner. Men urolighederne
afslører et dysfunktionelt amerikansk samfund og et voldsomt hykleri hos den
venstreorienterede-kapitalistiske alliance i Europa.
Multikulturalismens fallit
I
1908 blev det amerikanske samfund beskrevet med en metafor, der siden opnåede
en vis popularitet: The melting pot. USA var stedet, hvor folk kom fra hele
verden og smeltede sammen til én. Metaforen er for længst holdt op med at have
bred anvendelse, for alle kunne se, at den ikke var dækkende for de faktisk
forhold, men nærmere udtryk for en utopisk forestilling. Multikulturalismen
overtog i stedet som den dominerende forestilling. USA er et land af folk, der
for de flestes vedkommende er vandret dertil inden for en forholdsvis kort
tidsramme, og den multikulturelle idé virkede tillokkende. Her var landet, hvor
du kunne skabe din egen lykke og både holde fast i din oprindelige kultur,
tilegne dig det nye lands nye kultur og forenes med andre under en værdineutral
og samlende liberalistisk stat.
“De amerikanske problematikker
adskiller sig kraftigt fra dem, vi har i Europa. Her identificerer man sig
først og fremmest ved farven på sin hud, noget vi ikke gør i Europa”
At
også dette var en utopi, er ingen længere i tvivl om. På trods af mange års
sameksistens inddeler amerikanerne sig efter deres etniske tilhørsforhold. De
stemmer i blokke, bor i blokke, taler måske ikke engang det samme sprog, alt imens
der hele tiden lurer spændinger under overfladen, som periodisk bryder ud, når
der sættes en tændstik til dem. En tændstik, som da Rodney King blev
gennempryglet i 1992, eller som da livet langsomt forlod George Floyd, da en
politimand trådte på hans hals. Der er intet, der tyder på, at der skulle blive
fred mellem de forskellige etniske grupper i USA, som det ser ud i dag.
Hudfarve som symbol
De
amerikanske problematikker adskiller sig kraftigt fra dem, vi har i Europa. Her
identificerer man sig først og fremmest ved farven på sin hud, noget vi ikke
gør i Europa – eller man bør måske sige gjorde, for det sker oftere og oftere,
at man tankeløst importerer den amerikanske racediskurs til Danmark. Det sker,
når Black Lives Matter Danmark holder demonstration, når folk med
migrantbaggrund, der blander sig i den offentlige debat, omtaler sig selv som
”brune debattører”, når amerikansk identitetspolitik ukritisk overtages på
danske universiteter, og det findes også på højrefløjen, hvor nogen har
overtaget alt-right-sprog og dertilhørende amerikaniserede analyser.
“Som europæere har vi ikke fokus
på hudfarve, men nærmere på vores etnokulturelle identitet: Vores historie,
kultur og folkelige kontinuitet. Vi er danskere, tyskere, franskmænd, polakker,
osv. Ikke defineret ved noget så overfladisk som vores hudfarve.”
I
USA fortaber den oprindelige identitet sig ofte efter generationer i landet, og
man begynder at se sig selv som ”hvid” eller ”sort”. For sidstnævnte gruppes
vedkommende er en del af deres forfædre blevet solgt som slaver, og de har
derfor som regel ingen mulighed for at kende deres ophav. Nye identiteter
træder i stedet ind og udfylder det tomrum, der måtte opstå. Problematikkerne i
USA er komplekse, men de er også radikalt anderledes end her i Europa.
Som
europæere har vi ikke fokus på hudfarve, men nærmere på vores etnokulturelle
identitet: Vores historie, kultur og folkelige kontinuitet. Vi er danskere,
tyskere, franskmænd, polakker, osv. Ikke defineret ved noget så overfladisk som
vores hudfarve. Hvor amerikanere har foretaget et brud med Europa og har
startet noget nyt, så har vi været her i årtusinder og har hævd over de
områder, vi beboer. Migranterne, der kommer hertil, har ligeledes deres egne
etnokulturelle identiteter med sig. De er persere, arabere, somaliere, tyrkere
og meget andet. Deres lande eksisterer stadig, og de kan vende tilbage dertil,
hvis de skulle ønske det. Således er der enorme forskelle på, hvad der sker i
Europa og i USA.
En blind vej
Amerikansk
kulturimperialisme er stærk. Vores hverdag er gennemsyret af amerikansk musik
og underholdninger produceret af Netflix og Hollywood. Ligeledes kan man se,
hvordan der i løbet af ganske få år er sket en amerikanisering af den
akademiske verden, og studerende i dag kan nærmest ikke undgå at komme i
kontakt med en akademiseret amerikansk racediskurs, uanset om de læser på
humaniora, læser til lærer, eller tager en sundhedsuddannelse.
Reaktionen
på optøjerne i USA har været enorme. Vi har set stort set alle større firmaer
med en stærk amerikansk tilstedeværelse gå i sort, og mange europæiske firmaer
har fulgt efter. De har udsendt e-mails om systemisk racisme, postet sorte
billeder på deres sociale medier og udtrykt sympati for de sorte i USA, alt
imens volden og ødelæggelserne er eskaleret. Den grænseoverskridende
kapitalisme og de venstreorienterede har delt de samme budskaber i en alliance
mellem de to, der afslører, at forskellen er minimal.
“Vores egne unge i Europa udsættes
for vold begået af migranter og efterkommere. Nogle gange endda i form af
ekstrem ydmygelse, som optages og deles på sociale medier.”
Rundt
omkring i Europa har der været store demonstrationer, som har været fyldt med
importerede amerikanske slogans. Nogle steder er der endda også udbrudt mindre
uroligheder – typisk de steder, hvor der er et højt antal migranter, fx Paris
og London. I den mere mondæne afdeling har de fleste nok observeret, at et
stort antal mennesker, der ellers ikke er særligt politiske, tankeløst har
kopieret amerikansk mode og opslået kulsorte billeder på deres socialer medier.
Alt
dette afslører en stigende identifikation med det amerikanske. Noget, som i høj
grad skyldes, at mange befolkninger i Europa har mistet forbindelsen til deres
egne rødder. Kultur er ikke længere noget, man laver selv, men noget man
forbruger, og det pumpes ud af de verdensomspændende mediekoncerner. Derved
virker det amerikanske underligt nærværende, mens det, som findes lige for
næsen af en, nemlig ens egen arv, virker fjern og måske endda uvedkommende.
Et enormt hykleri
Vores
egne unge i Europa udsættes for vold begået af migranter og efterkommere. Nogle
gange endda i form af ekstrem ydmygelse, som optages og deles på sociale medier.
Overfaldsvoldtægter begås overvejende af mænd med anden etnisk baggrund. Rundt
omkring i Europa er mønsteret det samme: Migranter og efterkommere er voldsomt
overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, og det er ofte de indfødte
folk, der er ofre for dette.
På
trods af disse massive angreb på egne folk, tier alle de, der for tiden
udtrykker sympati med George Floyd og hærværks- og voldsbølgen i USA.
Villigheden til at hæve sin stemme for ens egne er ikke-eksisterende. Selvhadet
skinner igennem, og i stedet for at kræve stop for indvandring, hårde indsatser
over for de voldelige ”unge” og den slags, så peger de progressive altid på sig
selv.
Det er integrationen, der er slået fejl, fordi VI ikke har gjort det godt
nok, eller det er en reaktion på den racisme, vi udsætter migranter for.
Undskyldningerne er mange. Det er dog tydeligt, at den diskurs, vi kender fra
de progressive herhjemme, fritager migranter og efterkommere fra ansvar, og
påfører den oprindelige befolkning skyld og ansvar. Netop det samme, som vi
også ser i disse dage i forbindelse med Black Lives Matter og deres medløbere.
“Med en politisk elite, der ikke
ønsker at bremse de demografiske forandringer, kan vi forvente, at vi kun vil
se mere vold mod indfødte europæere, flere optøjer og yderligere polarisering
af vores samfund. Det hele underbygget af en importeret amerikansk forståelse
af systemisk racisme og hudfarve som den mest afgørende faktor.”
Hverken
da omkring 1.000 kvinder blev forulempet af migranter nytårsnat i Köln eller ved
de mange voldsomme terrorangreb, så vi store virksomheder bruge deres platforme
til at kræve forandring og sikkerhed for europæere. Sympatierklæringerne på
sociale medier kunne højest svinge sig op til et billede af et grædende øje og
et fransk flag. En passiv sorg, der ikke pegede på forandring, men nærmere
gentog det samme budskab, som vores magthavere messede igen og igen: At vi
skulle vende vreden ryggen og fortsætte som hidtil.
Hykleriet
er overvældende. Når en sort mand bliver dræbt i en anden verdensdel, så
mobiliseres man og kræver forandring, mens man ikke giver en døjt for sine
egne. Det er et enormt svigt fra venstrefløjen.
#OurLivesMatter
Det
amerikanske multikulturelle eksperiment har fejlet. Selv om problematikkerne er
anderledes i Europa, så er der årsag til at tro, at vi med årene vil nærme os
amerikanske forhold. Når vi ser, hvordan den amerikanske racediskurs overtages
af især venstrefløjen, men også af migranter og efterkommere, så giver det
anledning til bekymring.
I
forvejen har vi enorme problemer med herboende migranter og efterkommere, og vi
har også set, hvordan disse ofte laver optøjer i Europa. Værst står det til i
lande som Storbritannien og Frankrig, hvor de største optøjer har fundet sted,
men vi ser det også herhjemme i mindre skala. Tænk på, hvor ofte politi eller
brandbiler angribes i ghetto-områder, biler stikkes i brand og bygninger
vandaliseres.
“Hvis ikke vi vender den
demografiske udvikling, vil alle de negative følgevirkninger, som vi allerede
ser, kun stige i intensitet og omfang. Her er det vigtigt at huske på, at der
rent faktisk er noget, man kan gøre. Det kræver dog noget af os alle.”
Med
en politisk elite, der ikke ønsker at bremse de demografiske forandringer, kan
vi forvente, at vi kun vil se mere vold mod indfødte europæere, flere optøjer
og yderligere polarisering af vores samfund. Det hele underbygget af en
importeret amerikansk forståelse af systemisk racisme og hudfarve som den mest
afgørende faktor.
Universalisterne
og de progressive vil forsøge sig med det, de altid har forsøgt sig med for at
fikse problemerne: Mere integration og mere selvhad, og de vil undre sig, når
det igen ikke virker, og pege fingre af de partier og personer, der igennem
årene har budt ind med reelle løsninger, og førstnævnte vil igen påstå, at det
hele er sidstnævntes skyld.
Modgiften
Generation
Identitær mener, at modgiften til disse tendenser består af flere elementer.
Først og fremmest skal vi insistere på ikke at overtage amerikansk diskurs, men
holde fast i det europæiske. Vi har en historie, der går langt tilbage i
Europa. Her har vi en enorm mangfoldighed af kulturer og folk, der har
eksisteret side om side i årtusinder – på godt og ondt. Det er vores historie,
det er vores arv, og det skal vi holde fast i.
Det skal ikke overskygges af
forsimplet raceretorik formuleret af yderligtgående amerikanske
venstreorienterede. Vi skal insistere på vigtigheden af, at europæere lærer om
egen historie, kultur og egen rødder frem for at opsluges af fordummende
universel forbrugskultur.
De europæiske folk skal holde fast
i retten til egne lande. Hvis vi skal undgå den polarisering og de deraf
følgende konflikter, som det multikulturelle samfund medfører, så skal den
demografiske udvikling vendes. Lader vi den fortsætte, så vil vi uvægerligt se et
mere uroligt samfund. Generation Identitær mener, at det er nu, vi skal agere,
hvis vi skal undgå situationer, som kan ligne dem, vi ser i dagens USA.
Her er
remigration den nødvendige og fredelige forandring, som der er brug for. Vi har
netop udsendt ”30 tiltag for remigration og til fremme af dansk identitet”,
som vi opfordrer dig til at læse.
Hvis
ikke vi vender den demografiske udvikling, vil alle de negative
følgevirkninger, som vi allerede ser, kun stige i intensitet og omfang. Her er
det vigtigt at huske på, at der rent faktisk er noget, man kan gøre. Det kræver
dog noget af os alle.
Her kan vi kun opfordre til, at man rejser sig fra sofaen
og holder op med at bruge tid på at sidde og vride hænder. Forandring sker
gennem handling. Derfor siger vi til dig:
Er du ung, så bliv aktiv i Generation
Identitær, hvis du gerne vil have et Danmark i fremtiden.
Er du ikke
aktivist-typen, eller har du ikke alderen til at blive aktivist hos os, så meld
dig ind i et politisk parti eller bliv aktiv på anden måde.
Tiden er forbi,
hvor der er undskyldninger for at forholde sig passivt.
Tiden til handling er nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar